Ubegribeligt, at Nordic Waste fik lov: Plastisk ler er som brunt sæbe
Opdateret 06. februar 2024 kl. 10:48
Sjældent er en person blevet ristet over forargelsens ild som Torben Østergaard-Nielsen.
Forargelsen over hans manglende ansvar for forureningen ved Ølst kender ingen grænser.
Selvfølgelig på de sociale platforme, men også pressen og politikerne med Statsministeren i spidsen, er ude efter Torben Østergaard-Nielsen.
Selv borgmesteren i Frederikshavn, som også er formand for den del af KL's udvalg, der har ansvaret for miljøområdet, har fundet det naturligt at fratage Torben Østergaard Nielsen titlen som ambassadør for Skagen.
Selvfølgelig ville det være smukt, hvis han udviste samme moralske ansvar, som Mærsk gjorde med hensyn til de containerne, der på grund af december-stormen røg overbord.
Men jeg mener, at pressen har været alt for længe om at interessere sig for baggrunden for, hvorfor virksomheden ligger det pågældende sted.
Måske rummer sagen også et ansvar hos politikere og myndigheder.
Virksomheden ligger for foden af en stor skrænt, som består af plastisk ler. Det kan udnyttes til fremstilling af byggemateriale. En kilometer mod vest ved landevejen mellem Randers og Hadsten ligger fabrikken Leca, som udnytter det plastiske ler og har gjort det i årtier.
Plastisk ler agerer som brunt sæbe, når det bliver vandmættet. Spørg blot Leca.
Min far drev i mange år et stort landbrugsområde tæt på Leca. Halvdelen måtte ligge hen som vedvarende græs, fordi det skred, når det havde regnet meget.
Derfor er det helt ubegribeligt, at Randers Kommune har givet tilladelse til at omdanne den nedlagte produktionsfabrik til oplag for forurenet jord meget tæt ved Alling å. Med en å på den ene side og en jordbund, som man ikke kan kontrollere på den anden side, måtte man forudse, at det ikke var uden risiko at give tilladelse til oplag af forurenet jord. Spørg blot de ældre beboere i Ølst. Efter det senest fremkomne, har virksomheden fulgt de fastsatte grænser for omfanget af oplæg.
Men det fritager naturligvis ikke Virksomheden for ansvar. De har pligt til at se efter, at der ikke ske noget uforudset.
Hvorfor har pressen ikke gravet dybere i sagen, men kun har kørt med på den forargelse, som de sociale medier flyder over med?
Hvad med ikke blot at være kritisk overfor ejer og virksomhed.
Det virker forstemmende, at se politikerne ride den høje moralske hest i en sådan grad, at håndvasken snart bliver for lille.
Hele forløbet bør være en lærestreg i, at man som kommune ikke bare siger ja, fordi det er til gavn for kommunekassen. Nu lander regningen givet hos os alle.
Dermed får vi glæden ved at bidrage til den erfaring, som læren må være af denne sag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.