Vi må ikke glemme verdens mest udsatte, selvom Vesten er i opbrud
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
De sædvanlige Christiansborg-diskussioner er de seneste uger gledet i baggrunden. Nu handler politik mest om at læse Trump, skabe nye internationale alliancer og styrke forsvaret.
Desværre forsvinder problemerne for verdens mest udsatte ikke af, at Vesten er i opbrud. Tværtimod. Vilkårene for de mennesker, som har det allersværest rundt i verden, er kun blevet værre efter, at Trump i januar lukkede for udviklingsbistanden for at prioritere America First.
Derfor er det glædeligt, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig meldte ud, at Danmark fortsat vil give 0,7 procent af Danmarks BNI i udviklingsbistand – et højt niveau sammenlignet med andre lande.
Krige og klimaforandringer rammer hårdt
I Danmark er vi generelt gode til at holde fokus på verdens mest udsatte grupper, når vi kanaliserer penge til udviklingslandene. Men der er grupper, vi har det med at overse. Blandt dem er mennesker med handicap. Det fik vi sidste år kritik for fra FN’s Handicapkomité.
Mennesker med handicap er blandt de allerhårdest ramte, når krige og konflikter hærger eller når klimaforandringer gør områder ubeboelige og berøver mennesker deres levebrød. Mennesker med handicap halter også bagud, når det gælder at nå Verdensmålene, som blev vedtaget netop med det formål at skabe bæredygtig udvikling og forbedre livet for de mest udsatte og marginaliserede grupper.
Fem år til at nå i mål
I næste uge samles handicaporganisationer fra hele verden til globalt topmøde i Berlin. Her vil Danmark officielt forpligte sig på at gøre mere for at inddrage mennesker med handicap i udviklingsbistanden. Vi håber, at det kan bidrage til, at mennesker med handicap inddrages systematisk i den indsats, Danmark gør for verdens fattigste.
Vi har kun fem år til at opfylde Verdensmålene, som landene vedtog for ti år siden. Danmark kan gøre sit, blandt andet ved at inddrage mennesker med handicap i dansk udviklingssamarbejde og det humanitære arbejde. Det må vi ikke forsømme, selvom storpolitiske dagsordener presser sig på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.