Debat

Visioner for de kommende fire år i byrådet

- Vi skal have en smukkere kommune. Vi skal lægge større vægt på god arkitektur og sige fra, når der kommer forslag til et byggeri, der er en stor firkantet klods helt ude af harmoni med et områdes særpræg, skriver Jes Lunde.
- Vi skal have en smukkere kommune. Vi skal lægge større vægt på god arkitektur og sige fra, når der kommer forslag til et byggeri, der er en stor firkantet klods helt ude af harmoni med et områdes særpræg, skriver Jes Lunde. Foto og grafik: Henrik Bo og Mathis Birkeholm Duus

Aalborg Kommune er en stærk og smukt beliggende kommune, der grundlæggende er godt rustet til fremtiden. Men vi har samtidigt også meget store vigtige opgaver lige foran os.

Vi har en kæmpemæssig opgave med den grønne omstilling. Fra det helt nære med plantning af mange flere store træer i byerne og mere bynær skov – og til det helt store, med vores omstilling til langt mere bæredygtighed, så vi leverer vores bidrag imod klimaforandringerne.

Vi skal have en ren og sund Limfjord. Vi skal have skabt meget mere natur, mere biodiversitet og bedre beskyttelse af grundvandet. Vi skal med stor målrettethed benytte alle mulighederne i Den Grønne Trepart for at opnå tydelige resultater.

Vi skal have mere kvalitet og tid til børn i vuggestuer, børnehaver og folkeskole. Kvaliteten i børnepasningen fik i foråret en meget betydelig kritik på tværs af hele landet i en undersøgelse. Det går slet ikke. Vores børn er det vigtigste vi har. De skal have en god og tryg barndom med gode udviklingsmuligheder hele vejen. Det kræver flere pædagoger, så der er den nødvendige tid til børnene – og fokus på den tidligst mulige indsats, hvis der er børn, der har brug for støtte. I folkeskolen er det afgørende, at vi får ressourcer til at kunne rumme flere børn. Langt de fleste børn har en god skoletid med tryghed, gode fællesskaber og masser af læring. Men vi skal komme længere med blandt andet co teaching, hvor der er en ekstra lærer eller pædagog i klassen, når der er behov for særlig støtte, for at flere elever kan forblive i klassen. En løsning der også skaber større mulighed for, at flere er med i de gode fællesskaber, der rækker ind i fritiden.

Gode fællesskaber i vores fantastiske foreningsliv er en helt afgørende faktor for børn og unges trivsel. Derfor har det været en stor fornøjelse at se, at der lige nu er 5.500 unge mellem 15 og 25 år, der gratis afprøver hele foreningslivet i 3 måneder gennem vores ”Try out”, som jeg har været med til at skaffe flere midler til. Næste år udvider vi tilbuddet til også at gælde seniorer.

”Mestring af livet” er blevet sat på skoleskemaet i alle vores 7. klasser, så de styrkes i evnen til at kunne finde gode løsninger på de små og store udfordringer, alle mennesker møder i livet. Det er en hjertesag for mig og det resultat, jeg er allermest glad for at have opnået i mine 4 år i byrådet.

Vi skal endnu længere i vores indsatser i Center for Mental Sundhed, hvor vi med en tidlig og forebyggende indsats kan aflaste regionens Psykiatri, så de kan nedbringe ventelisterne for dem, der har brug for deres hjælp. Der skal vi opnå betydelige resultater i den kommende valgperiode.

Sundhedsreformen bringer kommuner og region tætter sammen. Det skal vi udnytte til at få sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Både i styrket forebyggelse men også helt ud til nye metoder i sundhedsvæsenet, hvor indlæggelse i eget hjem er en mulighed. Hvis man ikke har behov for scanning, røntgen eller kirurgi, men kan tilses af et lægeteam i eget hjem, så vil mange foretrække det frem for den belastning, det kan være at blive indlagt på et hospital.

Sundhed er også en af nøglerne til at bringe vores kommune i bedre social balance. Vi er i gang med boligsociale indsatser, men vi skal betydeligt længere i at skabe mere lighed i sundhed og livsvilkår.

Vi skal have en respektfuld ældrepleje, hvor vi har et helt afgørende fokus på at møde alle, hvor de er, og at lytte med fuld opmærksomhed, så vi opnår den størst mulige selvbestemmelse. Det gør sig samtidigt gældende i alt, vi har at gøre med – i alle faser af livet og på alle de mange områder, hvor kommunen spiller en rolle.

Vi skal have langt hurtigere sagsbehandling og bedre erhvervsservice. Bedømmelserne af Aalborg Kommunens erhvervsvenlighed er helt i bund – og det koster utrolig dyrt i tabte kroner og tabte arbejdspladser. Jeg fik i 2023 besluttet i Økonomiudvalget, at vi skal have èn indgang efter den samme model, som jeg indførte som kommunaldirektør i Rebild Kommune. Men virksomhederne oplever stadigt ofte meget langsomme beslutningsprocesser. Det bliver vi nødt til at tage et alvorligt livtag med i det nye byråd. Vi skal også blive endnu bedre til at udnytte, at vi har et universitet, hvor der er vokser mange ideer frem til iværksætteri og skabelse af nye virksomheder.

Vi har i Aalborg Kommune et flot og alsidigt kulturliv med stor kvalitet for næsten enhver smag. Det skal vi værne om. Men også videreudvikle, så vi støtter nye talenter, der er på vej, og så vi kommer længere ud med de gode kulturtilbud. Al kunst kræver løbende fornyelse. Det skal vi understøtte i god dialog med både de professionelle kulturmiljøer og de mange alternative vækstlag båret af en kæmpestor frivillig indsats.

Vi skal have en smukkere kommune. Vi skal lægge større vægt på god arkitektur og sige fra, når der kommer forslag til et byggeri, der er en stor firkantet klods helt ude af harmoni med et områdes særpræg. Højt byggeri skal vi kun have i områder, der målrettet er udpeget til det. Vi skal have skabt flere grønne byrum, hvor mennesker har lyst til at være. Alle vores parker og stor grønne områder skal fredes, så de ikke trues af nyt byggeri. Solceller skal op på de store tage og ikke skabe en voldsom visuel forurening i vores landskab.

Egholmmotorvejen er stadigt en kolossal fejl, og den skal standses, hvis vi på nogen måde kan. En løsning med to nye spor i øst, der er vendbare, som vi kender det fra Hamburg, er en langt bedre løsning trafikalt og langt mindre belastende for miljø og mennesker.

Når vi er kommet i land med de mange vigtige mærkesager, så bliver Aalborg Kommune et endnu bedre sted at leve – både i byen og på landet.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden