KV21 Læsø

Læsø Skole på skemaet ved omvendt vælgermøde

Opfordring fra tilhørere: - Skal vi ikke være enige om at tale skolen op i stedet for ned?

Kandidaterne til kommunalvalget måtte for en gangs skyld stille spørgsmål til vælgerne. Fra venstre: Torben Mikkelsen (C), Ole Lind (D), Brian Winther (O), Jens Morten Hansen (V), Bente Faurholt (H) og Helle Egholm (A).
Kandidaterne til kommunalvalget måtte for en gangs skyld stille spørgsmål til vælgerne. Fra venstre: Torben Mikkelsen (C), Ole Lind (D), Brian Winther (O), Jens Morten Hansen (V), Bente Faurholt (H) og Helle Egholm (A).

Kandidater og tilhørerne skulle lige vende det normale forløb i og på hovedet, da Læsø Kommune og Læsø Bibliotek inviterede til det omvendte vælgermøde, hvor kandidaterne stillede spørgsmål, som tilhørerne kunne besvare.

Det udviklede sig til en oplysende og interessant debat om skole og trivsel, da Ole Lind stillede spørgsmålet: Hvad synes I om skolen? ud fra en betragtning om, at en familie aldrig flytter til en ø, hvis der ikke er alle tiders skole.

Snarlig renovering

Rasmus Jacobsen, der er medlem af skolebestyrelsen, har af og til set besøgende, der gik rundt i skolegården og betragtede bygningerne.

Han erkendte, at synet ikke umiddelbart er opløftende. Skolen står dog foran en omfattende renovering og en nyt koncept med natur og sundhed øverst på skemaet.

- Det er mit indtryk, at skolen bliver drevet godt. Vi skal også i gang med at give skolen en natur- og sundhedsprofil, der blandt andet omfatter sundere skolemad.

Torben Mikkelsen og Brian Winther fulgte op med endnu to spørgsmål: Hvilke forventninger har I til skolen og den nye skoleleder? Og hvordan går det med faglighed og trivsel nu?

Velfungerende skole

Kirsten Tonsgaard, der har været lærer på skolen i 14 år, ser ingen grund til at nedgøre skolen.

- Vi har på mange måder en velfungerende skole. Der har været en del udskiftning blandt lærere end ledelse, og jeg er enig i, at skolen trænger til en renovering, men det ligger jo lige for. Vi er alle kommet med indspark til fornyelsen, og jeg håber det får en positiv effekt.

Desværre er det ofte sådan på Læsø, at én fjer bliver til fem høns med tilbøjelighed til at snakke ting ned.

Trivsel og faglighed

Kirsten Tonsgaard efterlyste også et mere nuanceret billede af skolen.

- Man skal ikke tro, at alle børn mistrives. Jeg kan pege på rigtig mange områder, som fungerer rigtig godt. Og når børn ikke trives, er det ikke altid skolens skyld. Det kan også være hjemmet.

Hun opfordrede alle til at sætte større fokus på det positive ved skolen.

- På Læsø er der en hverdag med tryghed, som børnene bærer videre i deres liv.

- Hvis man skal have et godt forløb med trivsel i skolen, skal der også følge faglighed med. Man glemmer lidt at få faglighed med, når man snakker trivsel, tilføjede Else Andersen.

Flere plus punkter

Rasmus Jacobsen har positive forventinger til skolen:

- Jo, der har været nogle udskiftninger, men nu har vi fået en skoleleder, som brænder for det, i den tid han er her. Henrik Mogensen har indført flere gode forandringer, blandt andet morgensang og fælles spisning, og vi gør alt det, vi kan for skolen.

Bente Faurholt gjorde opmærksom på, at Læsøbørnene tidligere har været eftertragtede på arbejdsmarkedet. På trods af at Læsø Skole ikke fik nogen høj placering i de nationale tests, så klarer skolen sig fint i andre sammenhænge.

- Det sidste hold, vi sendte ud i sommer, ligger langt over gennemsnittet, når det gælder om at afslutte en ungdomsuddannelse. Læsø skaber unge mennesker, der er i stand til agere selvstændigt, erklærede politikeren.

Ansvarsbevidste børn

Det kunne Annemette Hasselstrøm snakke med om. Hun kommer fra Viborg og har haft tilknytning til Viborg Katedralskole og kostskolen, hvor de unge fra Læsø udmærker sig ved en anderledes adfærd.

- Børnene fra Læsø er stadig teenagere, men de har en anden mentalitet, en anden modenhed og ansvarlighed.

Michael Hansen ser et plus i, at Læsø Skole nu har fået en leder, som har været lærer på skolen.

- Skolen har været gennem en meget udfordrende tid, men som jeg kender det, har Læsøbørnene altid klaret sig godt.

Skoleglade børn

Tobias Birch Johansen kunne bidrage med egne erfaringer.

- Jeg kan ikke huske én eneste god dag, da jeg gik i skole. Nu har jeg tre børn på seks, otte og ni år, der ikke kan komme hurtigt nok ud af døren om morgenen. De er virkelig glade for skolen. Og de lærer utroligt meget.

Annemette Hasselstrøm og Morten Hørby har en dreng på fem år, der stortrives i Læsø Børnehus.

- Vi har fået en sundere og gladere dreng, end da vi boede i Viborg. Det skyldes utvivlsomt en anderledes normering på Læsø.

Attraktiv for pendlere

Debatten om skolen førte til snak om, hvordan man opnår større sundhed i befolkningen ud fra KRAM princippet om kost, rygning, alkohol og motion, og hvilken indsats det kræver.

Tilflytning var endnu et emne, som optog forsamlingen.

- Hvordan kan man gøre det mere attraktivt at pendle? Kan vi finde en måde, så den ene af et par arbejder på Læsø, og den anden pendler, måske med en tre-fire dages uge på fastlandet? spurgte Brian Winther. Han har selv pendlet i otte år.

Mens der blev foreslået kortere check-ind tid ved færgen for fastboende og en pendler-bane på færgen, havde Annemette Hasselstrøm en anden holdning.

- Hvis man flytter til Læsø, er det for at bo og arbejde på Læsø.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden