Det er slut: Markant Læsø-virksomhed konkurs

Norsk ejer opgiver rekonstruktionsplan og kaster håndklædet i ringen

Selskabet Havnebakken A/S på Læsø er begæret konkurs. <i>Arkivfoto: Kirsten Østergaard</i>

Selskabet Havnebakken A/S på Læsø er begæret konkurs. Arkivfoto: Kirsten Østergaard

LÆSØ:En af Læsøs markante virksomheder er begæret konkurs, og de knap 2000 fastboende indbyggere må - i hvert fald indtil videre - vinke farvel til en af øens større arbejdspladser.

Det er selskabet Havnebakken A/S, som er begæret konkurs. Det bekræfter selskabets ejer, nordmanden Trygve Natvig, overfor Nordjyske.

Hotel Havnebakken i Vesterø er én af fire virksomheder i selskabet Havnebakken A/S, der også omfatter det tidligere vandrerhjem, som nu hedder Havnebakken B&B, Carlsens Hotel samt Læsø Bageren. Tidligere har selskabet også forpagtet Hotel Nygaard i Byrum samt Hotel & Restaurant Lærkely nær Østerby.

Havnebakken A/S har under coronapandemien tabt millioner på driften, og af 2021-regnskabet fremgår det, at selskabet har en samlet gæld på godt 18 millioner kroner.

Havnebakken A/S kom ud af regnskabsåret 2020 med et underskud på 2,6 millioner kroner. I 2021 voksede det til 3,2 millioner kroner.

Ifølge Trygve Natvig er det særligt renterne på coronalån samt udgifterne til at genopbygge Havnebakken B&B efter en brand i juni 2020, der har knækket halsen på selskabet.

I september i år var de økonomiske problemer så omfattende, at selskabet måtte afskedige alle ansatte og indlede arbejdet med at strikke en rekonstruktionsplan, som blandt andet indebar at sælge en del af de ejendomme, der lå i selskabets.

Efter flere møder i Skifteretten i Hjørring måtte Trygve Natvig onsdag imidlertid kaste håndklædet i ringen og begære sit eget selskab konkurs.

Det skete, da Gældsstyrelsen, hvis fornemste opgave er at sikre betaling af offentlig gæld, ikke ville godtage den rekonstruktionsplan, som Trygve Natvig og hans advokater lagde frem.

- De sagde nej til alt, og så var der ingen anden udvej end konkurs, oplyser Trygve Natvig.

Ifølge statstidende.dk er Aarhus-advokaten Boris K. Frederiksen indsat som kurator.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.