Fra Læsø til Grønland og retur: 24-årige Amanda vender hjem med rygsækken fyldt med

Amanda Jensen er for nyligt hjemvendt fra et 6 måneders praktikophold som pædagogstuderende i Grønland

Med nyt grønlandsk bekendtskab susede Amanda igennem sneklædte landskab i hundeslæde. <i>Foto: Amanda Jensen</i>

Med nyt grønlandsk bekendtskab susede Amanda igennem sneklædte landskab i hundeslæde. Foto: Amanda Jensen

For langt de fleste småbørnsfamilier på Læsø, er 24-årige Amanda Jensen fra Vesterø et velkendt ansigt. Hun har været en del af personalet i Læsø Børnehus igennem de seneste 8 år, hvor hun, foruden at yde omsorg for Læsøs yngste borgere, også har uddannet sig undervejs. I modsætning til mange af sine jævnaldrende, har Amanda valgt at blive boende på Læsø imens.

- Jeg blev uddannet som pædagogisk assistent i 2018 med henblik på at blive boende og arbejde på Læsø. Da jeg så havde mulighed for at videreuddanne mig som pædagog på en uddannelse, der tilbød fjernundervisning, valgte jeg det. På den måde kunne jeg fortsætte med mit liv her på Læsø, fortæller Amanda, som på daværende tidspunkt var intetanende om, hvilken oplevelse uddannelsen senere ville give adgang til.

Læsøpiger i Ilulissat

Kærligheden til hjemstavnen skinner tydeligt igennem, når Amanda fortæller om Læsø. Det til trods, har Amandas impulsivitet og gåpåmod sendt hende i nye retninger - denne gang med Grønland som destination.

- Da jeg første gang planlagde at skulle i praktik i udlandet, blev det aflyst på grund af corona, og jeg blev nødt til at udskyde det et år. På daværende tidspunkt overvejede jeg også Afrika som destination, men jeg kom frem til, at jeg kunne rejse dertil på et senere tidspunkt som turist. Det virkede mere oplagt at tage til Grønland i forbindelse med studiet for på den måde at komme helt tæt på landet og folket.

Skæbnen ville, at Amanda ikke var den eneste Læsø-fødte pædagogstuderende, som på daværende tidspunkt planlagde et praktikophold i Grønland. Amandas barndomsveninde, Lærke Rønnest, læser også til pædagog i Hjørring og havde ligeledes vendt kursen mod nord.

- Da det viste sig til, at Lærke også skulle afsted, var det oplagt at rejse ud sammen. Vi studerer på to forskellige uddannelsessteder, og kunne ikke planlægge en fælles praktik, og vi har derfor været i hver vores institution med hver vores praksis. Vi søgte begge til Ilulissat, og har under hele opholdet boet sammen i en fælles lejlighed sammen med Mikkel, Lærkes kæreste, fortæller Amanda.

Naturen er stor, menneskene er større

Amanda skulle tilbringe den første tid i Grønland alene, og ankomsten til Ilulissat i det bælgravendes decembermørke, står stadig klart i hendes erindring:

- Jeg landede midt i et lokalt strømsvigt, som varede i fire dage, så jeg kunne ikke komme i kontakt med nogle hjemmefra. Min familie vidste heller ikke, om jeg var ankommet, og forsøgte derfor at ringe til skolen for at få informationer, griner Amanda, der i retrospekt nu kan se det komiske i den dramatiske ankomst.

Og Grønland fortsatte med at overvælde den unge pædagogstuderende, som hurtigt forelskede sig i det sneklædte landskab og det varme folkefærd, og som følte sig hensat til en anden verden, da hun oplevede nordlys for første gang.

-Landet er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet. Da vi efterhånden lærte stedet og folket at kende, fik jeg også mulighed for at benytte mig mere af naturen fortæller Amanda, som i følgeskab med lokale kørte hundeslæde, stod på ski, sejlede omkring isfjelde i fjorden og gik utallige kilometer i polarkulden.

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by, men tæller kun 4500 indbyggere, hvorfor Amanda tidligt i forløbet fik følelsen af at smelte ind i et lokalsamfund, hvor man lever tæt med hinanden.

-Jeg fik flere venner i Ilulissat, kom til de lokale forsamlinger og var også til kaffemik. Det grønlandske folk gjorde kæmpe indtryk på mig, og jeg blev konstant mødt af en enorm gæstfrihed og venlighed. Fordi jeg både boede og arbejdede der, og måske fordi jeg var så langt fra mine vante omgivelser, blev hele oplevelsen mere intens, fortæller Amanda, som har nydt at kunne dedikere sig til sit virke som pædagog og ikke mindst dagligdagen i Ilulissat i de 6 måneder, hun var afsted.

Det indre kompas

Men som med alt andet i livet, har Amandas praktikophold i Grønland også budt på udfordringer.

-Den første måned af min praktik foregik i en daginstitution, som jeg med hjælp fra min skole havde fået kontakt til. Jeg var forberedt på, at institutionslivet i Grønland nok ville være noget andet end det, jeg er vant til hjemmefra.

Hun tøver et kort sekund, og selvom hun nu er stille, er tavsheden sigende.

- Jeg oplevede både et andet børnesyn og en anderledes ledelsesmæssig tilgang, end den jeg er vant til. Jeg forsøgte jo langt hen ad vejen at være åben og prøve at tilpasse mig, men jeg kunne langsomt mærke, at det overskred mine grænser. Det føltes bare forkert at udøve en pædagogik, jeg ikke selv kan stå indenfor, og jeg blev derfor nødt til at afbryde praktikforløbet i vuggestuen - hvilket er stik imod alle regler, forklarer Amanda.

I dialog med skolen blev Amanda opfordret til at overholde samarbejdsaftalen.

- Vejlederen fra skolen forsøgte jo at overtale mig til at blive, og til at acceptere tingenes tilstand. Det har nok især været af praktiske årsager, da skolen kunne ikke bevilge mig en ny praktikplads. På det tidspunkt var jeg virkelig tæt på at rejse hjem, fortæller hun.

I sidste ende satte det indre kompas kursen – og dette har vist sig at være stærkest. Beslutningen markerer et væsentligt vendepunkt for Amanda - fagligt såvel som personligt. Det har bidraget til hendes faglige rygrad at blive mere bevidst om sine pædagogiske principper. Men endnu vigtigere har det styrket hendes personlige integritet.

Det var jo svært, men i sidste ende betaler det sig at mærke efter og turde at sætte grænser, pointerer Amanda.

En gensidig læringsproces

Amanda har i den forbindelse ikke kun opnået kendskab til et fremmed land, men har ligeledes lært sig selv bedre at kende. Med gåpåmodet som drivkraft, fandt hun selv en ny vuggestue, hvor hun kunne se sig selv arbejde de følgende fem måneder, og også disse har været lærerige.

-Overordnet set oplevede jeg, at jeg hver dag kunne benytte mig af min uddannelse, og på den måde kombinere teori og praksis. Det var enormt lærerigt for mig, fordi jeg jo samtidig måtte tilpasse mig deres måde at gøre tingene på, beskriver Amanda. Hun påpeger herefter, at selvhjulpenhed og robusthed hos børn prioriteres langt højere i de grønlandske institutioner end i de danske.

Undervejs forsøgte hun at finde en balancegang mellem at tilpasse sig de eksisterende rammer og samtidig forsøge at udfordre dem - i den forbindelse blev læringen gensidig.

-Jeg mødte stor opbakning blandt børnenes forældre, og ved slutningen af mit ophold fortalte personalet mig, at jeg havde gjort dem opmærksom på nogle sider, af deres egen praksis.

Således har Amanda kunne sætte et punktum for et vellykket praktikophold. Selvom Amanda ikke betragter sig selv som direkte eventyrlysten, kan hun med denne rejse i bagagen alligevel tilslutte sig Knud Rasmussens citat; Eventyret venter den, som forstår at gribe det.

For Amanda var det en gave at kunne opleve naturen på Grønland på forskellige måder. <i>Foto: Amanda Jensen</i>

For Amanda var det en gave at kunne opleve naturen på Grønland på forskellige måder. Foto: Amanda Jensen

Grønlandske vuggestuebørn fanget i et fælles tegneprojekt. <i>Foto: Amanda Jensen</i>

Grønlandske vuggestuebørn fanget i et fælles tegneprojekt. Foto: Amanda Jensen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.