Særligt natte-arrangement vokser år for år
På Læsø vokser arrangementet "Lys i Mørket" sig større år for år
Selv om uret lige er blevet stillet tilbage til vintertid, og de kolde måneder er ved at indfinde sig, så er der stadig liv og oplevelser i vente udendørs.
For de danske øer er godt besøgt i forårs- og sommermånederne, men også i efterårsmånederne er de bestemt et besøg værd.
Det er Fanø, Ærø, Samsø, Langeland og Læsø levende eksempler på med arrangementet "Lys i Mørket", som i år løber af stablen for tredje år i træk 3. og 4. november.
På Læsø havde man det første Lys i Mørket-arrangement en mørk og regnfuld novembernat for to år siden, og trods vejret formåede man alligevel at trække tæt på 100 mennesker til Storedal, hvor det var den nu afdøde "Syde-Poul" Christensen, som på dramatisk vis fortalte om Floras forlis i 1875.
Fra natur til kulturarv
Sidste år var Lys i Mørket vokset til seks fint besøgte arrangementer, og her i 2023 er der så sat ti arrangementer på programmet.
Arrangementerne byder på både natur, kultur og kulturarv, og kan dermed byde på gode oplevelser for alle, og med lidt planlægning kan det faktisk godt lade sig gøre at nå flere arrangementer på én aften.
Lys i Mørket ligger på den første fredag og lørdag i november, og datoerne er valgt med vilje, fordi fokus har været på at skabe oplevelser på en årstid, hvor der traditionelt ikke sker så voldsomt meget på øerne.
Lys i Mørket på Læsø tager udgangspunkt i øens kulturarv og det særlige mørke, for Læsø er nærmest helt fri for lysforurening og bylys.
For et par år siden havde Læsø besøg af den anerkendte astrofotograf Ruslan Merzlyakov, som på bare én nat fik taget en stribe fantastiske nattebilleder, som meget flot illustrerer den helt unikke nattehimmel over Læsø helt uden lysforurening.
- Fredag den 3. november:
-
- 18.45: Rønnerne i mørket.
- 19.30: Ravjagt og ravlygter.
- 20.00: Aftendrinks Café Læsø.
- 20.30: Lys på Østerby Havn.
- 22.00: Fortælling ved bålet, ‘Skoven’.
-
- Lørdag den 4. November:
-
- 07.00: Solopgang og morgenbad, Vesterø Havn.
- 16.30: Nat i naturen - Læsø Klitplantage.
- 18.00: Candlelight Dinner, Hotel Nygaard.
- 20.30: Stjernekig i Storedal (forbehold for vejret).
- 22.00: Koncert i Byrum Kirke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.