Operationer

Lammet efter operation

48-årig fra Storvorde fortryder, at han valgte den hurtige vej til privathospital via en sundhedsforsikring

I fremtiden vil Johnny Jørgensen foretrække at blive behandlet på et offentligt sygehus, selv om ventetiden kan være noget længere. Foto: Jeppe Holm
I fremtiden vil Johnny Jørgensen foretrække at blive behandlet på et offentligt sygehus, selv om ventetiden kan være noget længere. Foto: Jeppe Holm

- Jeg kan løfte begge mine fødder og bevæge min hånd, men slet ikke på samme måde som før. Johnny Jørgensen fra Storvorde ligger i en hospitalsseng på Aalborg Sygehus Syds neurokirurgiske afdeling. Han har ganske rigtigt svært ved at bevæge sig. - Det er lang vej op ad bakke med genoptræning. Men jeg priser mig alligevel lykkelig. For præcis en uge stillede lægerne den 48-årige rørlægger i udsigt, at han måske aldrig kom til at gå igen. Men efter en hasteoperation i nakken er det gået støt fremad. Lægerne kalder det et lille mirakel. Johnny Jørgensen blev akut indlagt på Aalborg Sygehus forrige lørdag, fordi han pludselig blev ramt af lammelse i både arme og ben. Fire dage forinden var han blevet opereret på Privathospitalet Skørping, fordi han i længere tid havde haft smerter i nakken og havde besvær med at dreje hovedet mod venstre. Sundhedsforsikring Operationen i Skørping kom i stand via den sundhedsforsikring, som Johnny Jørgensen havde gennem sin arbejdsplads. - Det hele gik hurtigt og nemt. Jeg tænkte - hvorfor vente i måske et halvt år i det offentlige sygehussystem, når jeg takket være min forsikring kunne få en aftale i løbet af bare fire dage? I dag fortryder Johnny Jørgensen, at han valgte den hurtige løsning, selv om operationen tilsyneladende umiddelbart forløb planmæssigt. - De ansatte på privathospitalet var såmænd meget søde og rare, ligesom der var en god atmosfære.. Men min oplevelse var, at der var alt for lidt personale. Jeg følte mig i hvert fald overladt til mig selv på min sengestue efter operationen. Traumatisk oplevelse Desuden var Johnny Jørgensen udsat for en traumatisk oplevelse, da han fandt patienten i nabosengestuen liggende livløs og rallende på hospitalsgangen midt om natten. Den 46-årige, som lå i sengestuen ved siden af, havde gennemgået samme operation som Johnny Jørgensen. Forinden havde Johnny Jørgensen hørt ham hoste og harke og hive efter vejret. Han havde også set ham spytte blod i en plasticpose, da de tidligere på aften passerede hinanden ude på gangen. - Han havde det rigtig skidt. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke på et tidligere tidspunkt ringede 112. Den 46-årige døde to dage senere - om torsdagen - på Aalborg Sygehus. Som et pistolskud Samme dag havde Johnny Jørgensen stærke smerter. Det lykkedes ham at få ordineret noget smertestillende. - Jeg havde det egentlig godt om lørdagen, indtil lammelsen ramte mig. Det var som at få et pistolskud i nakken, fortæller han. Operationen i Skørping foregik gennem halsen fortil. Hasteoperationen på Aalborg Sygehus var i nakken, så nu har Johnny Jørgensen et stort ar både foran og bagpå. Embedslægeinstitutionen undersøger i øjeblikket, om der er sket behandlingsfejl i de to sager - både dødsfaldet og Johnny Jørgensens lammelse. En sammenhæng Sidstnævnte er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem operationen i Skørping, og at han nu ligger delvist lammet på Aalborg Sygehus. - Det er den konklusion, lægerne her på sygehuset har draget, siger han. Lægerne tør endnu ikke spå, om Johnny Jørgensen får sin fulde førlighed tilbage. Arrene på halsen og i nakken mener han nok er til at leve med. Men han frygter, at den traumatiske oplevelse, det var at finde en døende mand på hospitalets ganggulv, altid vil sidde i tankerne. - Jeg glemmer aldrig de øjne, som tydeligt fortalte, at hans liv var ved at ebbe ud.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden