Kriminalitet

Landevejsrøveri: Bilist slået i ansigtet

Politiet leder efter muskuløs mand i hvid stationcar

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:07

SALTUM: En 34-årig mand blev sent tirsdag eftermiddag udsat for et regulært landevejsrøveri på Fårupvej vest for Saltum.

Omkring kl. 17.50 kom manden kørende ad Fårupvej på vej til hundetræning. Ved krydset ved Solvejen kørte en hvid stationcar pludselig op på siden af hans bil, dyttede og pressede bilen ud i vejsiden.

Da den 34-årige mand stoppede sin bil, steg en muskuløs mand ud af den hvide stationcar, gik over og slog den 34-årige i ansigtet.

Den muskuløse mand råbte "kom med omsætningen, kom med omsætningen", fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Den 34-årige svarede, at han ikke havde nogen omsætning, og der opstod tumult, hvor den muskuløse mand stjal den 34-åriges mobiltelefon, men kort efter tabte den.

Derefter løb gerningsmanden tilbage til den hvide stationcar, hvori der sad en anden person, og de kørte hurtigt væk i retning mod syd.

- Det er et røverisk overfald lige midt på landevejen, konstaterer politiets vagtchef.

Den 34-årige, som blev overfaldet, har en butik i Hjørring. Det kan være derfor gerningsmanden råbte "kom med omsætningen", mener politiet.

Nu leder politiet efter den hvide Ford stationcar, som var en ældre model, nok 15-20 år gammel.

Gerningsmanden beskrives som 180-190 cm, dansktalende, muskuløs, skaldet og med tatovering på halsen. Han var iført en sort hættetrøje.

Hvis man har oplysninger i sagen, vil Nordjyllands Politi gerne kontaktes på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden