Landmand risikerer regning på knap 5 mio.
Landmand fra Thy må lægge en måned til de fem år, der allerede er gået, siden han blev anmeldt for at producere for mange grise, før han får en dom
HJARDEMÅL: Det var en meget berørt landmand og svineproducent, Bjarne Nielsen fra Hjardemål, som i Byretten i Holstebro fik muligheden for at komme med de sidste ord, inden dommeren beslutter om det er frifindelse eller en bøde og konfiskation af i alt næsten fem millioner kroner. Bøden vil være i omegnen af 900.000 kr., mens fortjenesten ved overproduktionen gennem fem år er foreløbig beregnet til 3,4 mio. kr.
- Vi er ofre for fejl på fejl på fejl fra myndighedernes side. Det er urimeligt, hvis vi skal dømmes for det, sagde han inden dommeren trak sig tilbage og havde forklaret, at der vil gå fire uger, inden der afsiges dom.
Retssagen begyndte i juni, men blev udsat for at kunne få flere vidner til at fortælle om enkelthederne, som for anklageren var forholdsvis enkle: Bjarne Nielsen havde siden 2006-2007 produceret mange flere grise end hans miljøgodkendelse tillod.
Og det var også uden betydning, at der i slutningen af 2008 blev sat et arbejde i gang med at få en miljøgodkendelse, som skulle gøre den planlagte produktion på Bjarne Nielsens ejendom lovlig.
Det var på det tidspunkt, at han første gang oplevede det, som han kalder myndighedernes fejl: Et område af en mark tæt på den planlagte stald var af kommunen udlagt til et paragraf 7 område, og det betød meget skærpede miljøkrav.
Men arealet viste sig efter en opmåling i 2009 at være under de 2,5 hektar, som loven kræver for at det kan være et specielt naturområde, men at få det ændret i Miljøministeriets database var ikke bare sådan lige.
Og i øvrigt er det stadig ikke ændret...
To vidner, som begge havde arbejdet i det kommunal system, forklarede, at når der opstod den slags problemer, måtte man indtaste nogle fiktive værdier eller flytte stalden for at få en ansøgning gennem datasystemet. Så kunne man bagefter justere ind igen.
- Det er noget juks og noget rod, sagde anklageren i sin procedure om det statslige system, men fastholdt, at det stadig ikke var en grund til at tro, at en miljøgodkendelse var undervejs og at man derfor som landmand kunne begynde at producere mere end den gamle tilladelse tillod.
Bjarne Nielsens forsvarer, advokat Gert Lund, var i sin procedure helt klar i mælet og sagde, at retspraksis fra lignende sager viste, at der ikke bliver konfiskeret fortjeneste og slet ikke, når sagerne har taget flere år om at komme i retten.
Og så henviste han til, at i miljøgodkendelsen, som Bjarne Nielsen endelig fik i slutningen af 2010, netop er henvist til problemet med paragraf 7 området og en opmåling i foråret 2009.
- Det gør man da kun på grund af en miljøansøgning!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.