Landmand truer med at skyde hunde
En landmand ved Nibe er så træt af løse hunde på sin grund, at han nu er parat til at finde geværet frem. Er det i orden eller bør loven ændres. Deltag i afstemningen.
Hundeejere omkring Veggerby ved Nibe skal passe på, hvis de gerne vil beholde deres hund i live. En lokal landmand har nemlig nu frit lejde til at skyde fremmede hunde på sin grund. - En eller anden konsekvens skal der være ved at lade sådan et rovdyr rende frit rundt, siger gårdejer Preben Drastrup. Onsdag havde han en annonce i Nibe Avis, hvor han advarer hundeejerne: Løse hunde, der forefindes på min matrikel, bortskydes uden yderligere varsel. Jagter vildt Advarslen giver ham ifølge loven ret til at gøre alvor af sine trusler. Preben Drastrup har jævnligt besøg af mindst fire store hunde, der generer vildtet i hans skovarealer. - Når en hund render rundt alene, så jager den. Det kan blive katastrofalt for vildtet. Det ærgrer mig, når jeg ser den slags, siger Preben Drastrup, der selv er jæger. Generet i 32 år Han har været generet af løse hunde i alle de 32 år, han har haft gården nær Veggerby. Indtil nu har problemerne kunne løses ved at kontakte hundenes ejere. - Dem, jeg har snakket med, holder hunden hjemme. Problemet er bare, at der nu løber hunde rundt, hvor jeg ikke kan finde frem til ejeren, siger Preben Drastrup. Han håber, at advarslen alene er nok til at løse problemet. - Jeg ville ikke have det godt med at skyde en hund, men det kan blive en konsekvens af tingenes tilstand. Jeg er på ingen måde lystmorder, siger landmanden. Har selv hund Preben Drastrup har selv hund, og han har ikke noget imod, at naboerne lufter deres hunde i hans skovarealer, så længe hunden er i snor. I sidste uge lød et ramaskrig over hele landet, da en mand skød og dræbte sin genbos labrador, Balder, på Nordsjælland efter flere advarsler til hundens ejer. Det afskrækker dog ikke den nordjyske landmand. Se på loven - Jeg advarer om, at det er farligt for hunden at løbe frit omkring. Det er, ifølge lovgivningen, den mulighed, jeg har for at gøre noget ved problemet, siger Preben Drastrup. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) udtalte i forbindelse med hunden Balders død, at hun vil se på den pågældende lov fra 1872, da den måske trænger til en modernisering.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.