Hulsig

Landsby-Løbet kom flot fra start

Næsten 300 deltog i første etape af Landsby-Løbet fra Hulsig til Jerup

Løbsarrangør Rico Eiersted, der søndag løb Copenhagen Marathon, tog selv en halv marathon, da han havde sendt alle deltagerne afsted. Foto: Henrik Louis
Løbsarrangør Rico Eiersted, der søndag løb Copenhagen Marathon, tog selv en halv marathon, da han havde sendt alle deltagerne afsted. Foto: Henrik Louis Henrik Louis

Opdateret kl. 12:50

HULSIG: Vejrguderne var i det venlige hjørne, og solen skinnede mildt ned over Hotel Inger i Hulsig, da 1. etape af Landsby-Løbet tirsdag aften blev skudt i gang.

Landsby-Løbet er et nyt forsøg på at brande kommunens landsbyer, vise at der er liv derude og styrke sammenholdet og fællesskabet fra nord til syd i den langstrakte kommune.

287 deltagere var mødt op til start, og de var det levende bevis på, at Landsby-Løbet er for alle. Børn, unge, forældre, bedsteforældre, oldeforældre.

Alle kan være med

Og ambitionsniveauet er lige så forskelligt som deltagerne. Nogle kom for at løbe eller cykle hurtigt. Andre valgte mountainbiken ind gennem heden, mens andre igen valgte at gå eller lunte turen i hyggeligt selskab med ligesindede.

10 km eller en halv maraton kunne løberne vælge imellem alt efter temperament og kondition, mens cyklisterne kunne vælge mellem 21,1 km på cykel eller to en halv time på MTB.

Daniel Madsen fejrede sin 29-års fødselsdag med en frisk løbetur. Foto: Henrik Louis Henrik Louis

I Aalbæk startede et hold fra Aalbæk Skole, og på hele ruten var der depoter med chokolade, saftevand og andet brændstof, og ved målområdet i skolegården på Jerup Skole blev deltagerne klappet i mål af en større modtagelseskomité. Privatskolen i Jerup var mødt om med en stand, og baptistspejderne stod klar med forfriskninger og medaljer til alle.

Rico Eiersted er løbsarrangør sammen med formand Mette Hardam og resten af Distriktsudvalget, og undervejs fra nord til syd i kommunen har de allieret sig med lokale kræfter og foreninger i de landsbyer, der er på ruten.

I skolegården i Jerup stod baptistspejderne klar med diplomer og medaljer. Foto: Henrik Louis Henrik Louis

2. etape på tirsdag

Landsby-Løbet fortsætter hele sommeren. Otte etaper i alt.

2. etape er tirsdag 30. maj, hvor ruten går fra Jerup over Nielstrup, Strandby, Elling og Øster Holmen til målet i Kvissel.

Landsby-Løbet slutter den 12. september, hvor der løbes og cykles fra Præstbro over Lyngså til Voerså.

Læs mere om Landsby-Løbet på DistriktsDrømme på Facebook.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden