Landsby med egen pedel

Den første landsbypedel i Hjørring Kommune gør gavn

Jan Pedersen tager gerne skraldet i Mosbjerg. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Jan Pedersen tager gerne skraldet i Mosbjerg. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

MOSBJERG/TOLNE:I tre måneder har Jan Pedersen gjort sit til at hjælpe foreningerne i Tolne og Mosbjerg.

Han er blevet ansat som Hjørring Kommunes første landsbypedel.

Jan Pedersen må ikke tage opgaver fra erhvervslivet, men må gerne hjælpe de lokale foreninger med at lave nye flagstænger til borgerforeningen og nye forhindringer til rideklubbens springbane.

Og så tager han sin daglige runde med hunden Bella, hvor der bliver samlet affald op langs vejkanten.

Elsker sit job

Jan Pedersen elsker sit arbejde.

- Jeg har det fint med det. Det er et rigtigt godt og frit job, siger han.

Han har dog et lille suk. Foreningerne er lidt for forsigtige med at komme med opgaver til ham. Og det er ellers netop meningen, at han skal hjælpe det lokale foreningsliv.

- Jeg tror, de er lidt bange for at jage med mig, smiler han.

- Jeg er heldigvis indfødt Mosbjerg-bo, så jeg ved nok, hvor skoen trykker. Jeg har jo haft min gang i mange af foreningerne.

Opsøgende arbejde

Så derfor laver han bare selv lidt opsøgende arbejde, når han mangler noget at give sig til. På den måde er det bestemt ikke et kedeligt job, for han kan sagtens finde opgaver selv.

I øjeblikket er han i gang med at lave nye flagstænger til Tolne Borgerforening. Det foregår hjemme i hans egen lade og med hans eget værktøj.

- Der følger ikke en masse værktøj og udstyr med jobbet. Jeg må klare mig med mit eget værktøj. Ellers må jeg låne. De lokale håndværksmestre er heldigvis meget flinke til at låne værktøj og maskiner til mig, siger Jan Pedersen.

Jobbet som landsbypedel er en del af seniorjobordningen. Det betyder, at Hjørring Kommune aflønner Jan Pedersen, men halvdelen af pengene kommer fra staten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden