Landsbyer må nøjes med minibus
Forvaltning er klar med forslag til, hvordan besparelser på kollektiv trafik skal udmøntes

Beboerne i Grindsted får formentlig lov at beholde deres busrute. Men ikke i aftentimerne, hvor de må over i en minibus for at komme ind til Vodskov. Arkivfoto: Grete Dahl Grete Dahl
AALBORG:Selvom det er slut med metrobus 5 og 6 samt servicebus 4, bliver besparelserne på den kollektive trafik i Aalborg Kommune ikke helt så hårde, som der oprindeligt var lagt op til.
Kører kun til Visse
Forvaltningen for sundhed og bæredygtig udvikling er i hvert fald klar med et forslag, som politikerne skal tage stilling til onsdag. Og her fremgår det blandt andet, at linje 15 fremover skal køre via Hasserisvej i stedet for forbi Kunsten og Aalborghallen, og ruten afkortes samtidig, så der kun køres mellem Hasseris og Visse, mens kørslen mellem Gistrup og Nøvling nedlægges helt. Men beboerne i Nøvling afskæres dog ikke totalt.
Ifølge forslaget vil der nemlig blive kørt mellem Visse og Nøvling med minibus. Så selvom man skal skifte bus for at komme med hele vejen til Aalborg, er forslaget formentlig bedre, end det så ud, inden forligspartierne i september besluttede at droppe halvdelen af de foreslåede besparelser på den kollektive trafik.
Rammer ældre
- Skal det endelig være, er det måske ikke den værste løsning, siger formand for Nøvling Samråd, Frede Brunø.
Han understreger dog, at nedskæringen uden tvivl kommer til at ramme nogle af de ældre, som har brugt bussen for at komme ind til aktivitetscentret i Grindsted. Og når planen træder i kraft bliver det også meget svært at komme til Aalborg Øst, hvor mange studerer eller arbejder
- Men det har dybest set aldrig været en rute, der har fungeret særligt godt, fordi man skulle skifte i Sæderup. Så det har altid været en meget besværlig forbindelse, påpeger Frede Brunø.
Minibus om aftenen
For beboerne i Grindsted og Langholt, som også stod til at blive ramt meget hårdt af det oprindelige spareforslag, betyder den ny plan også en lille opblødning.
Driften af metrobus 1 reduceres ganske vist i aften og weekendtimerne, så på hverdagsaftner slutter ruten i Vodskov. Men til gengæld indsættes der så en minibus mellem Grindsted/Langholt og Vodskov, og ifølge formand for Grindsted Uggerhalne Samråd, Ole Schwarz, er det en løsning, beboerne selv har været med til at udforme.
- Men det er jo et kompromis. Så til gengæld for, at de ikke rører ved vores busser i dagtimerne, må vi nu leve med, at det bliver lidt mere besværligt i weekenderne og om aftenen, forklarer han.
Sommerkørsel
Ændringen af køreplanen betyder også, at servicebus 2 og 3 stopper med at køre kl. 13 i stedet for kl. 17 på hverdage. Og for at finde de 4,8 mio. kroner, som skal skæres, træder sommerferiekøreplanen - og de reduktioner i kørslen som den slags normalt medfører - også i kraft tidligere end hidtil, nemlig 16. juni - eller 14 dage før skolernes sommerferie.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.