Landsstævnedeltagere er fredelige
Politiet kan melde, at alt forløb fredeligt og roligt til åbningen af DGI Landsstævnet i Aalborg
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:58
AALBORG: Politiet var hele dagen i går til stede i og omkring Aalborg med uniformerede og civile politi-styrker for at holde øje med DGI Landsstævnet i Aalborg.
Og lederen af politiets operative indsats, vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt, kan slå fast, at de største udfordringer har været afviklingen af trafikken og vejret.
Vejret har politiet ingen indflydelse på, men dele af byen har i perioder været spærret af med betonklodser og mobile afspærringer i form af lastbiler, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det har naturligvis givet anledning til trafikale gener for byens bilister, men politiet håber på borgernes forståelse for de midlertidige foranstaltninger.
- Det er nødvendigt, når man tager det generelle trussel-billede i Europa i betragtning - vi går ikke på kompromis med sikkerheden, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt.
Ifølge politiet har et passende antal politifolk derfor været indsat i forbindelse med åbningen af landstævnet.
- Vi har truffet massive forberedelser op til åbningsdagen, og jeg er glad for, at det hele er forløbet fredeligt og helt uden episoder, hvor politiets indgriben har været nødvendig, siger Ole Juul Schmidt.
Politiet vil i dag og de kommende dage også være til stede i gadebilledet under DGI Landsstævnet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.