Langt flere unge får kønssygdom

Husk kondomet lyder opfordringen til unge. Arkivfoto
9. september 2016 11:10

Nye tal viser, at antallet af danskere smittet med klamydia ligger historisk højt. Især unge smittes. For hver 1000 unge mellem 15 og 29 år i Brønderslev Kommune fik 20,8 konstateret klamydia i 2015.

Det er baggrunden for, at Sundhedsstyrelsen frem til 25. september kører en kampagne.

Op til kampagnen har Sundhedsstyrelsen i en ny undersøgelse spurgt unge om deres holdning til kondom og sikker sex.

Undersøgelsen viser, at mange unge ikke kender konsekvenserne af sexsygdomme, der ikke bliver behandlet. De undervurderer også risikoen for selv at blive smittet. For eksempel ved omkring halvdelen af de 15-23 årige ikke, at ubehandlede sexsygdomme kan føre til langvarige behandlingsforløb, infertilitet eller kræft.

Mange unge kender ikke konsekvenserne af ubehandlet sexsygdom. De undervurderer risikoen for selv at blive smittet. Og de får ikke brugt kondom, selv om de som udgangspunkt er positive over for det, viser en ny undersøgelse. Nu opfordrer Brønderslev Kommune unge til sikker sex sammen med Sundhedsstyrelsens Kun med Kondom-kampagne.

- Du kan sige mange ting før sex. Men ni ud af ti unge vil hellere høre dig foreslå kondom - så sig det bare: Kun Med Kondom. Sådan lyder opfordringen lige nu fra Sundhedsstyrelsen.

Opfordringen kommer samtidig med nye tal, der viser, at historisk mange danskere er smittet med sexsygdommen klamydia.

Det er især unge, der smittes. For selv om de fleste unge i undersøgelser foretaget af Sundhedsstyrelsen siger, at de gerne vil beskytte sig og bruge kondom, ender mange alligevel med usikker sex.

- Ni ud af ti unge siger, at de gerne vil høre den anden foreslå kondom. Derfor opfordrer vi unge til at beskytte sig mod klamydia og huske de tre ord ’kun med kondom’, når det gælder - især når man er sammen med en ny partner, siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

For hver 1000 unge mellem 15 og 29 år i Brønderslev Kommune fik 20,8 konstateret klamydia i 2015. I 2014 lå det tal på 13,4.

Sundhedsstyrelsen har i en ny undersøgelse undersøgt unges holdning til kondom og sikker sex.

Undersøgelsen viste, at mange unge undervurderer risikoen for selv at blive smittet. De kender heller ikke konsekvenserne af sexsygdomme, der ikke bliver behandlet. Omkring halvdelen af de 15-23 årige ved ikke, at ubehandlede sexsygdomme kan føre til langvarige behandlingsforløb, infertilitet eller kræft.

Klamydia er for eksempel en alvorlig sygdom, der ubehandlet og i værste fald kan føre til barnløshed, graviditet uden for livmoderen og kroniske underlivssmerter.

Klamydia er også en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark. 31.781 danskere fik i 2015 konstateret sygdommen - over 4/5 af dem er unge. Men Sundhedsstyrelsen vurderer, at mange er smittet uden at vide det, for klamydia optræder ofte uden symptomer.

- Derfor er det vigtigt at blive testet, hvis man har haft ubeskyttet sex. Det kan man blive hos egen læge, siger Niels Sandø.

Symptomer på klamydia er udflåd eller svie, når man tisser. Kun ca. hver anden, der er smittet, oplever symptomer.

Kampagne kører også på www.facebook.com/kunmedkondom og på www.instagram.com/kunmedkondom

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...