Lars Søndergaard: Det er typisk Glen Riddersholm
Favoritværdighed i pokalsemifinalerne sendes til Aalborg, selvom det seneste opgør mod AGF var en tæt affære
Opdateret kl. 08:52
ROSKILDE: Tirsdagens pokalkvartfinale mellem FC Roskilde og AaB endte 0-4 til de nordjyske gæster, der nu kan se frem til at møde AGF i semifinalerne, der spilles onsdag 13. april klokken 18 på NORDJYSKE Arena i Aalborg og torsdag 21. april klokken 20 på Ceres Park i Aarhus.
Blandt tilskuerne i Roskilde Idrætspark var Glen Riddersholm (cheftræner i AGF, red.), og han var tilsyneladende hurtig til at sende favoritrollen til Aalborg, selvom de to hold spillede 2-2 i det seneste opgør i Alka Superligaen.
- Nu har jeg lige hørt, at Glen Riddersholm siger, at de er underdogs. Det er typisk Glen Riddersholm. Jeg tror, vi skal forvente to kampe, der bliver helt tætte. Den seneste kamp var både dramatisk og følelsesladet, men hvis man ser bort fra det, var det reelt fortjent, at den endte uafgjort. Det viser nok noget omkring, hvad man kan forvente sig, siger Lars Søndergaard.
Den aalborgensiske cheftræner var godt tilfreds med kampen i Roskilde, og AaB havde også kalkuleret med at gå videre til semifinalerne i DBU Pokalen, hvor drømmen om den helt store triumf lever.
- Det har hele tiden været en målsætning for os at gå videre fra kvartfinalerne. Semifinalerne er endnu et stop på vejen, for vi vil gerne endnu længere. Samtidig er det vigtigt at få to ekstra kampe, der forhåbentlig bliver til tre. Vi er inde i et hårdt spilleprogram med mange kampe, men det vil vi også gerne. Vi drømmer stadigvæk om en god placering i Superligaen og en pokalfinale, hvor vi måske kan gå hele vejen, fortæller Lars Søndergaard, der ser ud til at måtte undvære Rasmus Würtz i søndagens udekamp mod Hobro.
AaB-anføreren blev udskiftet efter 35 minutters spil i Roskilde, hvor han fik en forstrækning.
- Vi er nødt til at afvente situationen, men han mærkede et stik i låret. Vi må håbe, at det ikke er alvorligt, siger Lars Søndergaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.