- Laura er Gerda Fiil

Lars Aare
Der er mange tårer og store følelser på spil i "Hvidsten Gruppen". Her har søstrene Gerda (Laura Winther Møller) og Tulle (Marie Bach Hansen) besøg af deres mor Gudrun Fiil (Bodil Jørgensen) i Vestre Fængsel.
Film 23. februar 2012 05:00

Mange teenagere går med en skuespillerdrøm i maven. 16-årige Laura Winther Møller fra Aalborg har vist sig at have noget at have drømmen i. Et halvt hundrede piger var mødt op til casting i håbet om at få rollerne som Gudrun og Marius Fiils døtre i filmen om Hvidstengruppen. Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis var ikke i tvivl, da hun havde set Laura an, om at hun skulle have den markante rolle som Gerda Fiil. - Laura har været fuldstændig formidabel. Hun er meget, meget professionel og disciplineret. Hun har altid været forberedt, men alligevel blød at arbejde med og dermed modtagelig for instruktion. - Hun er Gerda Fiil, hun ikke bare spiller rollen. Og så er der den pudsige detalje, at hun skeler en lillebitte smule på samme øje som Jens Jørn Spottag, som spiller hendes far i filmen, siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Selv har Laura Winther Møller været lidt væk fra filmens verden siden syv intense uger med indspilninger i august og september sidste år. I mellemtiden har hun passet sin skolegang i 9. klasse på Ranum Efterskole. Men i søndags skulle hun se filmen for første gang. - Jeg var nervøs i lang tid op til premieren, for jeg har været så bange for at skulle se mig selv og for, om jeg havde lavet fejl. Lige i starten kunne jeg slet ikke fatte, at det var mig deroppe på lærredet, men efterhånden glemte jeg, at det var mig, og begyndte bare at se filmen. Med til at øge nervøsiteten var, at gallapremieren også blev overværet af efterladte og andre, der havde kendt folkene omkring Hvidstengruppen. - Heldigvis var folk positive. Især betød det meget for mig, at Gerdas søn kom hen til mig og sagde, at han var rigtig tilfreds med det, jeg havde fået ud af rollen. Det lettede, for så vidste jeg, at jeg ikke havde såret nogens følelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...