Laurbærvinder kommer til Ordkraft
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:44
AALBORG: Forfatteren Kim Leine bliver årets modtager af den anerkendte boghandlerpris ”De Gyldne Laurbær”. Og så kommer han i øvrigt også til den nordjyske ord- og litteraturfestival Ordkraft, der holdes på Nordkraft i Aalborg 18.-20. april.
Kim Leine får De Gyldne Laurbær for sin historiske roman ”Profeterne fra Evighedsfjorden” om kolonierne omkring Sukkertoppen i 1780’erne og 90’erne. Det er landets boghandlere og medarbejdere, der stemmer om prisen, og Kim Leine vandt overlegent med over 50 procent af stemmerne.
Kim Leine er født i Norge og kom til Danmark som 17-årig. Han har læst, siden han var 12 år og drømte om selv at skrive.
Efter en uddannelse som sygeplejerske i 1987 boede han et par år i Skagen med sin daværende kone Vibeke og deres to børn, mens han arbejdede som fast nattevagt på Frederikshavn Sygehus. Herefter flyttede han til Grønland, hvor han boede og arbejdede i 15 år.
I 2004 kom han tilbage til Danmark, hvor han debuterede med erindringsromanen ”Kalak” fra 2007. ”Profeterne fra Evighedsfjorden” er hans fjerde roman.
Kim Leine deltog også i sidste års udgave af Ordkraft, en måned efter, at ”Profeterne fra Evighedsfjorden” var udkommet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.