Aalborg Lufthavn: Så billig kan en flyvetur til København blive

Om få måneder ventes priserne at falde, når afgifter lettes i København

Peter Witten peter.witten@nordjylland
Flypassagerne kan forvente prisfald på indenrigsruten til København, håber Aalborg Lufthavn. Arkivfoto Claus Søndberg
Flytrafik 11. januar 2018 08:32 - Opdateret 11. januar 2018 13:06

NORDJYLLAND: Om få måneder vil priserne på flybilletter fra Aalborg til København - og den anden vej - falde. Måske ned til 200 kr. for en enkeltbillet.

Det forventer lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Årsagen til det forventede prisfald er blandt andet, at Københavns Lufthavn sænker sine afgifter til glæde for i første omgang flyselskaberne. Men Søren Svendsen tror, at det vil smitte af på de billigste flybilletter på indenrigsruten - de bliver endnu billigere.

Samtidig indsætter SAS større fly med flere passagersæder på afgange, hvor der p.t. bruges mindre propelfly.

Større kapacitet på ruten Aalborg-København vil også give mulighed for prisfald, skønner lufthavnsdirektøren.

I dag er der mange andre muligheder for at komme billigt fra Aalborg til København, for eksempel med de to konkurrerende busselskaber Flixbus og Sort Billet, og de benyttes flittigt af for eksempel unge.

Det passager-segment vil flyselskaberne have mulighed for at få en andel af med billigere flybilletter.

- Norwegian har lige haft en kampagne med priser på 199 kr. for en enkeltbillet fra Aalborg til København. Det er nok det leje, de billigste billetpriser kan komme ned på, vurderer Søren Svendsen.

Som dog understreger, at udbud og efterspørgsel har afgørende betydning for priserne.

Et pristjek torsdag hos Norwegian og SAS viste, at Norwegian p.t. har de billigste flybilletter på ruten mellem Aalborg og København, ned til 299 kr. for enkeltbilletter.

Dengang tre flyselskaber konkurrerede på ruten - SAS, Norwegian og Cimber Air - kunne man få enkeltbilletter helt ned til 99 kr., men det holdt ikke i længden.

- Cimber gik konkurs, påpeger lufthavnsdirektøren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...