Leder: Brug for mere end stålsatte fynboer

Læs NORDJYSKE Stiftstidendes leder her

En glad ny formand for SF Annette Wilhelmsen på talerstolen efter sit valg som ny formand for SF. Foto: Keld Navntoft/Scanpix <i>Scanpix</i>

En glad ny formand for SF Annette Wilhelmsen på talerstolen efter sit valg som ny formand for SF. Foto: Keld Navntoft/Scanpix Scanpix

I dag vågner SFs nye formand Annette Vilhelmsen op til en stor opgave: Hun skal få SF ud af den værste tilslutningskrise, siden Villy Søvndals tiltrædelse som formand i 2005. Samtidig skal hun skabe en ny og stærk SF-profil, som baglandet har efterlyst ved at give den indtil i går siddende partiledelse en begmand.

Og det skal hun gøre i regeringsselskab med Radikale og med Enhedslisten skingert skrigende i baggrunden. Festlighederne begynder allerede i dag ved et møde hos statsministeren på Marienborg. Et besøg og en opgave som ikke mange misunder hende.
Vilhelmsens position og aktuelle udfordringer kan meget vel afspejle en helt grundlæggende udfordring for partiet SF. For der er trængsel på SFs banehalvdel. Og historien har tidligere vist, hvor svært SF har det i nærheden af regeringsmagten.
Den tilslutning, som SF opnåede op igennem nullerne, hang sammen med, at Villy Søvndal var noget nær en gave for oppositionspartiet.
Han fremstod som en casual personificering af selveste tidsånden. Det var inden SF fik del i regeringsmagten.
Hvis man kigger tilbage i historien, kan man godt få den tanke, at der slet ikke er plads til et midtersøgende - og dermed indflydelsesrigt - SF. Partiet har tidligere haft problemer, når det nærmede sig magtens centrum. Det gjorde SF også i 1966-67, hvor partiet med den første stålsatte fynbo i spidsen indgik i Krag-regeringens ”røde kabinet”. Det førte til en sprængning af SF. Og den karismatisk formand Aksel Larsen blev af sine egne beskyldt for at være opportunist, der byttede principperne ud med en politisk ambition.
Tiderne har selvfølgelig ændret sig, men det er ikke nødvendigvis en fordel for partiet SF. Enhedslisten er ikke DKP og Thorning/Vestager er ikke Jens Otto Krag. Men værst af alt: Pladsen hvorpå SF skal skabe en ny stærk profil er trang - og det er - i modsætning til i 1958 - svært at få øje på det nye behov for SF.
Så meget tyder på, at SF får brug for betydelig mere end endnu ”en stålsat fynbo der bider sig fast”.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.