Leder skal redegøre
Fritids- og kulturudvalg beder ungdomsskolens leder om redegørelse.
Ungdomsskoleinspektør Peter Vestergaard skal nu lave en redegørelse til Fritids- og kulturudvalget om Ungdomsklubben i Dronninglund. Det sker på baggrund af de seneste måneders uro i klubben, kulminerende med afskedigelse af klubbens mangeårige leder Rikke Mortensen. Udvalgets politikere blev på det ordinære møde onsdag enige om, at de ønsker en redegørelse. - Vi har bedt lederen om at komme med en redegørelse for, hvad der sker, og hvad der skal ske, oplyser formand for Fritids- og kulturudvalget Eskild Sloth (S). Ærgerlig afskedigelse Udvalgsformanden forventer, at udvalgets politikere får redegørelsen tilsendt på mail i nær fremtid. - Vi skal have redegørelsen snarest, understreger Eskild Sloth Andersen. Uroen i Dronninglund-klubben har haft og har fortsat formandens opmærksomhed. - Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kan få klubben i Dronninglund op at stå. Og det er ærgerligt, at det er kommet så vidt, at man har afskediget en ansat. Men afskedigelsen er ikke noget, vi kan blande os i, og det er forgået efter de gældende regler ifølge orienteringen til udvalget. Vil se frem Eskild Sloth Andersen ønsker nu, at parterne bruge kræfterne på at se frem. - Vi skal videre, og jeg håber også, at de unge mennesker i Dronninglund - for ungdomsklubben er jo for dem - vil benytte sig af det tilbud, der er i klubben. Vi skal have klubben op at køre. - Og vi har i udvalget valgt at se fremad - vi vil gerne høre om planerne, og hvad der skal ske med klubben. Stemningen skal vendes - Både i Hjallerup og Brønderslev kører klubberne flot, og det tror jeg også, den kan komme til i Dronninglund, siger Eskild Sloth Andersen. - Men vi skal have vendt stemningen, så man ser lidt mere positivt på det - og ser fremad, lyder opfordringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.