Bankernes tåkrummende kamp for minusrenter er dømt til at fejle

Det er aldrig kønt at opfinde nye argumenter, i samme øjeblik de gamle ikke længere holder. Det har banksektoren tilsyneladende glemt

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. <i>Det Nordjyske Mediehus.</i>

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. Det Nordjyske Mediehus.

LEDER:I årevis har bankerne herhjemme forsvaret de negative indlånsrenter til kunder med, at bankerne jo også skal betale for at placere deres overskydende indlån i Nationalbanken. De sendte bare en træls regning videre til kunderne, lød det.

Men nu er argumentet for de negative renter væk. I en ny analyse slår brancheorganisationen Finans Danmark fast, at tager man øjebliksbrillerne på, vil bankerne samlet tjene 1,1 milliarder kroner på deres indlån i 2022.

Det bakkes op af beregninger fra Børsen og fra en uafhængig bankekspert, som ligefrem mener, at overskuddet bliver endnu større.

Hurra, og sikken en lettelse. Både for bankerne og deres kunder. Og derfor skulle man jo tro, at bankerne havde travlt med at rulle minusrenterne tilbage. Man videresender vel ikke en regning, der ikke længere eksister, vel?

Jo, tydeligvis.

For lige så travlt bankerne havde med at fortælle, hvorfor de var tvunget til at kræve minusrenter af kunders indestående, lige så travlt har de nu med at opfinde nye argumenter for, hvorfor de negative renter skal blive hængende.

Ifølge Finans Danmark er bankerne nemlig nødt til at tjene gode penge på deres indlånsforretning, må man nu forstå. Kun sådan kan bankerne bl.a. aflønne rådgivere og forebygge økonomisk kriminalitet i forbindelse med de penge, der strømmer ind og ud af kundernes konti.

Eller som Gert Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, siger til Børsen:

- Vi skal jo på en eller anden måde forsøge at tjene lidt penge. Folk siger jo, at den finansielle sektor skal lære at tjene penge igen.

At en privat virksomhed vil tjene penge på et vigtigt forretningsområde kan virke ganske rimeligt. Logisk, ligefrem. Men er det rimeligt og logisk, når der er tale om et bizart finansielt misfoster?

Svaret er nej.

Negative renter på kunders opsparing er udtryk for, at vi har befundet os i en syg økonomi – med minusrenter som et af de tydelige sygdomstegn. Nu er sygdommen næsten bekæmpet.

Når Den Europæiske Centralbank hæver renten, gør Nationalbanken det samme, og så skal bankerne ikke længere betale rente af deres overskydende likviditet der. Samtidig kan de allerede nu placere penge i stats- og realkreditobligationer med en rente, som ikke er negativ, men derimod nul eller positiv.

Så hvorfor skal kunder fortsat påkræves minusrenter?

Det er aldrig kønt, når en i forvejen udskældt sektor med et blakket image opfinder nye argumenter, så snart det gamle ikke længere holder. Og ja, det er svært at give afkald på en vanedannende indtægtskilde, når man i forvejen har svært ved at indfri sultne aktionærers forventninger om afkast.

Der er bare ingen vej udenom. Held og lykke til den bankdirektør, der forsøger det modsatte, fordi han bare gerne vil "tjene lidt penge."

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden