Bermuda-trekanten mellem wokeism, Facebook og en matematikfyrste

LEDER:2022 nåede at blive året, hvor Danmark fik den efterhånden sagnomspundne brede regering hen over midten. Nogen vil nok mene, at dansk politik reelt i mange år, har været ført bredt hen over midten, med relativt stor enighed og brede aftaler i en stor del af lovgivningen. Ikke desto mindre bliver det interessant at se, om den nye, brede regering lykkes med sit projekt og bliver en effektiv styring af landet i en tid med store, vigtige problematikker.

Det gør det af politiske årsager, men også som et billede på en mulig, ny tendens. En tendens, som verden har brug for. Det handler om noget så kedeligt og reaktionært som en normalfordelingskurve.

Kurven blev sat på formel af tyskeren Carl Friedrich Gauss, som til tider beskrives som matematikkens fyrste. Den beskriver som bekendt hvordan et stort antal statistiske elementer fordeler sig omkring deres gennemsnit og grafen minder om en klokke. I kort, meget forenklet udgave: måler du højden på 1000 mennesker, kaster to terninger et utal af gange eller kigger på afkastet af en større samling aktier, vil de alle følge en normalfordelingskurve.

Mange ting i vores samfund placerer sig altså omkring et gennemsnit, hvor der så er afvigelser, der stikker ud. Det er helt naturligt og evident.

Samtidig er vi menneskedyr primet helt fra urtiden til at lægge mærke til ting, der skiller sig ud. Vi ser den lyserøde elefant, men overser de faste elementer på hverdagens pendlertur.

Galt går det så, når vores opmærksomhed skal fanges. Uanset om det handler om politik, meninger, produkter eller (sociale) medier. For mens de fleste nærmer sig gennemsnittet, følger opmærksomheden yderpunkterne. Sagt på en anden måde: vi drages af det spektakulære, men verdens stabilitet afhænger af det normale, det kedelige.

Jævnligt kan man læse overskrifter i stil med ’Twitter i oprør over …’ eller ’Facebook-bølge raser mod …’ med historien om, at alle på et socialt medie er i oprør mod et eller andet. Den slags oversættelser er farlige. Dels er det så godt som aldrig ’alle’, men snarere en meget lille andel af brugerne, der til gengæld larmer ganske meget. Dels gør vores indbyggede sensationslyst, at den slags bølger får mere opmærksomhed end det brede alternativ. Hvornår har man sidst læst følgende statusopdatering: ’Jeg er en helt almindelig person, der har haft en fuldstændig normal dag’? Det er som om ’det normale’ har haft dårlig kampagneledelse i mange år og trænger til en kærlig hånd.

Dette er på ingen måde et reaktionært manifest. Vi skal helt klart lytte til yderpunkterne. Det er dem, der driver vores udvikling fremad. Diversitet og mangfoldighed er essentielt, når vi skal bevæge verden.

Vi skal bare huske, at der er en stor mængde i midten af normalfordelingskurven, der er motor i samfundet. Som skal være repræsenteret i politik, medier og der hvor pengene lægges.

I reklamerne er skiftet fra de nærmest umenneskelige modeller til nogle med mere normal repræsentation begyndt. I politik er fokus på fløj mod fløj nu byttet ud med den brede midte. De næste år vil vise, hvordan det går. Når det kommer til (sociale) medier handler det i bund og grund om os selv. Spørgsmålet er, om vi selv er klar til at omfavne vores egen normalitet – eller om det også bare er en dille?