Chok: Vanvittig historie!
Med udsigt til dette greb fra Mette Frederiksen, er der én ting, der helt sikkert sker – og du vil ikke kunne li’ det. Eller modstå det.

En historie er bare bedre, når skurken er skurkagtig og helten har et velpoleret tandsæt, skriver dagens lederskribent, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg
LEDER:Valg-jungletrommerne buldrer derudaf efter at have været en smule i dvale. Der er dog tegn i sol og måne på et snarligt valg. I hvert fald, hvis man kigger efter det.
Lidt ligesom med horoskoper: de passer næsten altid på den ene eller anden måde. Ikke desto mindre er der løbende små tegn på, at DM i plakatophæng snart starter, medmindre den valgkamp, der reelt allerede er startet, skal vare helt til foråret.
Med valgkampen følger mediernes dækning. En dækning, der er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal have kloge, kvalificerede vælgere – altså dig – stående i stemmeboksen på valgdagen. Vælgere der er klædt på til at træffe et demokratisk valg på baggrund af reelle løfter og en forudgående politisk debat med øjnene på bolden og ikke manden m/k/+.
De klassiske, redigerede medier er essentielle, hvis vælgerne ikke bare skal være klædt på af Facebook-opslag direkte og ukritisk formidlet fra politikerne og deres ekkokamre. Eller af Instagram-posts, der nok er både æstetiske og lækre, men også mere orienterede mod følelser end fakta.
Vi medier skal dog også hanke op i os selv. Fristelsen for den vilde overskrift og en dramatisk spidsvinkling af et skarpt citat lurer. Det er nemt. Ikke mindst i en valgkamp, hvor parterne er pumpede med valgadrenalin og ønsket om at kapre stemmer.
Her skal vi medier kende vores rolle og ansvar. Sortere, redigere og med et skarpt og kvalificeret røntgensyn troværdigt fortælle hvad der er op og ned i politikernes argumenter, løfter og angreb. Med plads til nuancer, som der jo altid er i virkelighedens verden.
Desværre er der én detalje, der arbejder imod dette. Og jeg er ked af at skulle sige det, men det er … dig. Alt for mange gange ser vi i vores data, at det meget skarptskårne vinder over det nuancerede. En historie er bare bedre, når skurken er skurkagtig og helten har et velpoleret tandsæt. Virkeligheden er – som du ved – meget mere broget. Nogle gange er skurken helten og helten skurken. Ofte er sagen ikke sort/hvid.
Derfor lad os lave en aftale, så valgkampen ikke bliver et inferno af bankende chok-overskrifter: Vi filtrerer, redigerer, udspørger, faktatjekker og går kritisk til løfter og argumenter med øjnene på bolden. Du følger nysgerrigt med – og ikke bare på ukritiske SoMe-kanaler og vilde overskrifter. Og så stemmer du efter helt dig egen overbevisning, når valgdagen oprinder.
På den måde kan vi være uenige i fællesskab og sammen passe på demokratiet.
Tak.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.