De er foran i målingerne, men hvor er det blå projekt?

For første gang i historien kan du finde alle holdninger til tidens vigtigste temaer – alene i blå blok. Tanken om et fælles regeringsgrundlag synes temmelig langt ude

Du kan umuligt vide, hvad du får, hvis du stemmer på et borgerligt parti, for dem, partiet skal samarbejde med, vil det stik modsatte, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Du kan umuligt vide, hvad du får, hvis du stemmer på et borgerligt parti, for dem, partiet skal samarbejde med, vil det stik modsatte, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli

LEDER:Er du for eller imod Arne-pensionen?

Ligegyldigt hvad kan du finde et borgerligt parti, der er enig med dig.

Er du for eller imod nulvækst i den offentlige sektor?

Ligegyldigt hvad kan du finde et borgerligt parti, der er enig med dig.

Er du for eller imod et opgør med menneskeretskonventionerne?

Ligegyldigt hvad kan du finde et borgerligt parti, der er enig med dig.

Og så videre.

Du har nok fanget pointen. Formentlig for første gang i dansk politik er det muligt at finde modpolerne i alle tidens vigtigste temaer - alene inden for blå blok. Som vælger behøver du nærmest ikke at overveje de røde, for der er altid et blåt parti, der er leveringsdygtig i en skræddersyet holdning til netop dig.

Det giver det borgerlige Danmark et kæmpe problem. Lige nu viser meningsmålingerne godt nok, at blå blok ville få flertal ved et folketingsvalg. Men det er et flertal, der næppe kan bruges til ret meget – og slet ikke et regeringsgrundlag.

Forsøg lige at tænke denne tanke til ende: En af de to borgerlige statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen eller De Konservatives Søren Pape, indkalder de blå partiledere til en voksensnak og siger:

- Nå, kære venner, vil I have magten? I så fald skal vi enes om tre store temaer, og så skal vi ikke snakke om andet i valgkampen. Ingen slinger i valsen. Ingen knive i ryggen. Nu gør vi fælles front mod Mette Frederiksen og giver vælgerne et ægte alternativ.

Nej, vel? Det er svært at forestille sig.

Tværtimod stikker de politiske budskaber fra denne uges sommergruppemøder i alle retninger:

Søren Pape lover skattelettelser for 40 milliarder kroner, finansieret blandt andet med en afskaffelse af efterlønnen. Held og lykke med at få andre end Nye Borgerlige og Liberal Alliance med på den.

Jakob Ellemann vil afskaffe jobcentrene, men har ingen finansieringsplan, hvilket får økonomer og andre blå partier til at himle med øjnene.

Pernille Vermund og Morten Messerschmidt er gået i krig med Inger Støjbergs ”bløde” udlændingepolitik, og Støjberg vil hellere tale om barselsregler.

Og så har vi slet ikke nævnt de mange personlige intriger, der gør det umuligt for flere af partilederne at være i stue sammen.

Det eneste, de kan enes om, er, at Mette Frederiksen skal væk. Eller rettere, det kan de kun næsten enes om. For Lars Løkke Rasmussens Moderaterne er jo villige til at gå i regering med hende.

Som vælger kan du med andre ord ikke vide, hvad du får, hvis du stemmer på et borgerligt parti, for dem, dit parti skal samarbejde med, vil det stik modsatte.

En stemme på det EU-begejstrede Venstre er også en stemme på Nye Borgerlige, som vil ud af EU. En stemme på Liberal Alliances arbejdsgivervenlige udlændingepolitik er også en stemme på Dansk Folkepartis hermetiske lukning af grænserne.

Og er du egentlig for eller imod at gøre Inger Støjberg til minister?

Rigtig gættet. Du finder alle holdninger til også det spørgsmål i blå blok.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.