Den der lever stille, lever godt. Men ...
Hvorfor du er nærig, hvis du ikke deler succeser. Og hvorfor Nordjylland har brug for det.
LEDER: Forleden var 300 ambitiøse nordjyder samlet det samme sted. De var der, fordi de ville noget. De ville noget med deres karriere. Med deres virksomheder. Med deres liv. Og de var fælles om det.
Det skete, da vi for første gang holdt Vigeur Live i Musikkens Hus. En dagskonference for ambitiøse nordjyder, hvor de kunne lade sig inspirere af fremtidsforskere, tidligere jægersoldater, superiværksættere, nye talenter og globale ledere – og fremfor alt: Hvor de kunne mødes.
Formlen, vi går efter, er: ambitioner + inspiration + nye forbindelser = udvikling.
Vi tror på, at det er sådan, man flytter en landsdel.
Men trænger landsdelen overhovedet til at blive flyttet, vil nogen måske spørge? Her kommer et par oplevelser, jeg har haft for nylig, som kan være med til at give svaret.
Jeg besøgte en nordjysk kommune, som kunne fortælle, at når det kom til bosætning, var det nemmere for dem at få rumænske tilflyttere end at få folk til at flytte dertil fra andre danske kommuner.
Samme dag var jeg på besøg hos en stor, innovativ, nordjysk designvirksomhed, som omsætter for et trecifret millionbeløb. De kunne fortælle, at det var nemmere for dem at få talentfulde designere til at flytte til dem fra europæiske storbyer, som eksempelvis Berlin, end at få en fra Aarhus til at flytte til Aalborg.
Vi lavede for to år siden nogle antropologiske undersøgelser, som viste, at især yngre nordjyder havde overbevisningen, at skulle man virkelig blive til noget, så skulle man flytte. Alt for mange af dem kunne ikke få øje på de mange muligheder, der faktisk er i landsdelen.
Og de er der. Vi har succesfulde, nye internetvirksomheder, handelsvirksomheder, satellitfabrikker og design- og vidensvirksomheder i verdensklasse. Det hjælper bare ikke, hvis ingen får øje på dem. Det ødelægger nemlig to elementer i formlen.
Problemet er, at den der lever stille, lever måske godt - men det smitter ikke! Og vi har brug for, at det smitter. Vi har som nordjysk samfund brug for, at udviklingen smitter og breder sig som en epidemi. Og det kommer tilbage til os alle sammen, hvis det lykkes.
Siger vi det ikke højt, når vi lykkes, fejler, udfordres, samarbejder, så misser vi to af elementerne i formlen. Så går vi glip af både inspiration og nye forbindelser. Ambitioner gør det ikke alene.
I grunden er det jo nærigt ikke at dele succeser – for så kan andre ikke inspireres eller gentage dem. Vi har netop brug for at skabe ringe i vandet. Eller endnu bedre, skabe bølger i vandet, vi kan surfe på.
Lad os stoppe med at leve stille, fortsætte med at leve godt – og få det til at smitte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.