Den nye Mette Frederiksen er blevet ”grænseløs kompromisvillig”

Socialdemokraterne har længe set frem til et folketingsvalg om Arne-pensionen. De vil gøre det til en valgkamp mellem ”dem og os”.

For det er nemlig ”den egentlige forskel i dansk politik” som statsminister Mette Frederiksen sylespidst har opstillet fronterne mellem hendes røde blok og den blå blok, der vil afvikle Arne-pensionen.

Det har hun i det hele taget være god til, statsministeren. At gøre valget mellem blokkene simpelt og let forståeligt for vælgerne.

Eller måske rettere, det var hun god til. For hendes pludselige flirt med en samlingsregering hen over midten forvirrer billedet, og med højst et års tid til valget må vælgerne stille spørgsmålet:

Hvad vil Mette Frederiksen egentlig?

For tre år siden var hun rød før grøn, sagde hun. Nu er det omvendt.

For mindre end et år siden kaldte socialdemokrater forsvarsforbeholdet for ligegyldigt. Siden blev det afgørende for Danmarks sikkerhed at få det fjernet.

Syrienskvinderne- og børnene skulle ikke hjem, men det kom fleste af dem så alligevel.

Ja, selv Arne-pensionen, som er partiets drøm af et valgtema, er sådan halvt om halvt kastet ind på forhandlingsbordet som noget, der måske alligevel kan snakkes om med de borgerlige, hvis de vil være med til at undersøge muligheden for en samlingsregering.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at De Konservative og Socialdemokratiet ser fuldstændig forskelligt på retten til tidligere pension. Men det ændrer ikke på, at vi så alligevel finder ud af, hvor vi kan mødes og samarbejde, sagde Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund i denne uge til Berlingske.

Det må oversættes til noget i retning af: Selv om vi er og bliver lodret uenige, kan vi jo godt lade som om, at vi prøver at finde ud af, om vi kan blive enige.

Enhedslistens Peder Hvelplund har fundet på et finurligt udtryk om de forvirrende meldinger:

- De skaber en grundlæggende usikkerhed omkring, hvilken politik socialdemokraterne vil føre, for de lægger op til en grænseløs kompromisvillighed. Selv i forhold til centrale politikområder som ulighed, velfærd og klima – selv i forhold til hjørnestenen i deres egen politik, Arne-pensionen.

”Grænseløs kompromisvillighed”. Det er newspeak fra en frustreret venstrefløj, der føler sig taget lige lovlig for givet af regeringen, men som stadig gerne vil holde sig inde i varmen. Et kortere ord med samme betydning kunne være ”opportunisme”.

Når statsministeren taler om muligheden for en samlingsregering, sender det et politisk kalkuleret signal om åbenhed og samarbejdsvilje. To dyder, som hun gennem hele coronakrisen har fået kritik for at mangle.

Men mon ikke de fleste vælgere godt kan gennemskue, at al snak om en samlingsregering er og bliver fantasterier?

Der eksisterer jo ingen skitse til et politisk projekt mellem Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og Konservative. Ingen fælles visioner. Ingen fælles idéer. Ingen tillid. Ingen reel lyst hos nogle af partilederne.

Og når tanken luftes i slipstrømmen fra en stribe markante holdningsskift, spreder det naturligvis undren om det socialdemokratiske projekt.

Er der stadig reel politik inde bag den kyniske opportunisme?