Denne udtalelse om løn må være årets aprilsnar

LIGELØN:Uforklarligt lave lønninger følger kvinder fra det første studiejob over de faste ansættelser og ind på chefgangene, hvor de mandlige chefers lønninger stikker af.

Det viser en ny lønanalyse fra Djøf, som dokumenterer de åbenbare lønforskelle mænd og kvinder imellem.

Men den køber en af landets største brancheorganisationer, Dansk Industri, tilsyneladende ikke.

I hvert fald lod vicedirektør i DI, Steen Nielsen, for nyligt forstå, at virksomheder jo ikke har nogen interesse i at lønne forskelligt mellem mænd og kvinder. Derfor ”tillader jeg mig at gå ud fra, at der ikke er noget ligelønsproblem på virksomhederne,” sagde Steen Nielsen til Politiken.

Hvis den udtalelse var faldet 1. april, kunne Steen Nielsen efterfølgende slå den hen som en aprilsnar. Det gjorde den desværre ikke.

Skal man forstå det på vicedirektøren i DI, som om at kvinder bevidst anmoder om at få lavere løn for samme arbejde? Eller at et problem kun reelt eksisterer, hvis nogen har en interesse i, at der er et problem? Det er jo helt sort.

Til Politiken siger Steen Nielsen, at virksomhederne må have en interesse i at tilbyde rigtig gode lønninger til både mænd og kvinder.

- Jeg tror også, at hvis du ringer rundt til virksomhederne, vil de sige, at det netop er det, de gør, lyder det fra Steen Nielsen.

Ja, goddag mand økseskaft, fristes man til at sige.

Selvfølgelig har ingen fornuftig virksomhed interesse i at forskelsbehandle mænd og kvinder på lønnen, og selv hvis den gjorde det, ville den nok ikke sige det højt, når en journalist ringede.

Faktum er bare, at det sker. Om det så er bevidst eller ubevidst, er i princippet ligegyldigt. Det afgørende er, at man anerkender problematikken. Ellers er det åbenlyst, at der aldrig vil ske forandringer.

DI skal selvfølgelig tale virksomhedernes sag, men derfor behøver man jo ikke at være tonedøv. Og analysen fra Djøf er ikke ligefrem den første af sin slags.

Det er særligt inden for det private erhvervsliv, at kvinders løn er væsentligt lavere end mænds. Som eksempel får en kvindelig chef, ifølge Djøfs analyse, 99.000 kroner mindre om året end en mandlig pendant.

At lønforskellen er størst i det private, skyldes, at lønmodtageren her selv skal forhandle sin løn, hvorimod lønnen i den offentlige sektor i højere grad er fastsat gennem overenskomster.

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at en stor del af løngabet – ifølge eksperter – ikke kan forklares. Det tyder altså på, at der stadig er forældede, ubevidste strukturer, som skal løses oppefra.

Én ting er at skabe mere åbenhed om løn på de private arbejdspladser. Løn må ikke være tabubelagt eller omgærdet af hemmelighedskræmmeri.

Men kvinderne har også et ansvar for selv at tage mere kontrol over deres løn. Ellers forbliver ligeløn en uopnåelig profeti.