Derfor er Nordjylland blevet et mere ugudeligt sted

Biskop i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, ser to årsager til den vigende skare: Indvandrere med en anden tro og de moderne tider, som kalder mindre på organiserede fællesskaber.

Onde, mindre fromme tunger kunne også pege på, at kirken rammes af den samme disruption og mangel på transformation, som mange andre etablerede institutioner mærker.

Kigger man på bruger-oplevelsen i kirken, er der plads til forbedring. At blive trukket gennem en messe, der ikke har forandret sig det store, for at nå til tørre kiks og tvivlsom vin - jeg havde troet Jesu legeme var en lidt bedre årgang - komplementeret af en stribe salmer, som i bedste fald 10% af kirkegængerne for alvor kan synge med på ... kalder på nytænkning.

Forleden oplevede jeg en flok teenageramte, kommende konfirmander som en del af en gudstjeneste. Det lyder umiddelbart som en kombination fra helvede (undskyld), men det var det stik modsatte. Selv den mest sløve og skoletrætte knægt var helt oppe i gear og energien i rummet var så stor, at alle os tilhørere skrålede med på gospeludgaver af moderne popnumre, rørende tekster og en trosbekendelse i hiphop-version. Der var fest i den kirke. Der var et samlende fællesskab. Det var rørende - selv for en ugudelig.

Det er ikke fordi, alle traditioner skal kastes over højre skulder, men det var et godt eksempel på, at det kan lykkes at nå mennesker, som ikke nås gennem de traditionelle gudstjenester. Og hvor mange det er, kan man se i de fleste kirker hver søndag. Hvis man ikke har været der, kan det oplyses, at der som regel er ledige pladser.

Det handler dybest set om forandringsledelse. Hvis topledelsen i Folkekirken A/S lavede en analyse af sin målgruppe, ville den formentlig vise, at den gruppe, man har solidt fat i, typisk tilhører den ældste del af befolkningen og de meste traditionelt tænkende. Samtidig er der et stort potentiale i de såkaldt moderne, individorienterede - altså de møder ikke op, som tingene er nu.

Det kalder på en transformation af aktiviteterne, hvis nye målgrupper skal nås. Her må ledelsen sammen med den hellige bestyrelse overveje formålet med en kirke, hvis navn starter med "folke". Og det starter med en klar strategi og lige så klar ledelse.

Her spænder to ting ben. For det første er det sjældent sundt med monopol. Ofte gør det, at organisationen glemmer at lytte til målgruppen - altså ikke kun de brugere man har, men også dem man gerne vil være noget for. Har man monopol på fødsel og død, er den fare overhængende, for ’vi tager dem jo til sidst’. Måske skulle man gøre noget mere for at tage dem først?

Dertil kommer konstruktionen med menighedsråd, der kan være fantastiske, men også kan være svær at rekruttere moderne ledere til.

Hvis folkekirken skal være en moderne kirke for folket, kalder det på en reform. En strategisk onepager - eller måske nogle nyskabende sætninger på en dør.