Det blev en valgkamp uden sjæl og lidenskab. Men stem nu alligevel

Både plakater og argumenter var genbrug

Anders Sønderup.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Anders Sønderup.  Foto: Lars Pauli

Valgkampen op til afstemningen om forsvarsforbeholdet er kørt på rutine og overflade. 

Med gentagelser af floskler og endda genbrug af plakater fra tidligere valg.  Det sidste er godt  nok, vi lever fint med, at det er gamle plakater, der blot er blevet udstyret med et ja/nej. 

Men det første er derimod ikke godt.  

Det er et vigtigt valg, der er noget på spil, og derfor er det ærgerligt, at det blev så sært lidenskabsløst. 

Det har været svært at at få øje på politikere, der helhjertet har kastet sig ind i kampen.  Mest markante undtagelse er Morten Messerschmidt, men han har så også været i kamp for både nej og partiets overlevelse. 

Af nordjyske politikere er det egentlig kun statsministeren, der i et vist omfang har været synlig, men trods alt var det også hende, der udskrev afstemningen, og det er hende, der for alvor har noget på spil. Bliver det et ja, vil hun være den første statsminister, der har fået afskaffet et forbehold. 

Resten - de nordjyske folketingspolitikere og især lokalpolitikere - har været stort set usynlige. 

Det kan selvfølgelig skyldes, at det er komplicerede spørgsmål, og som med alt EU-relateret fyldt med forkortelser og indviklede overstatslige/mellemstatslige spørgsmål.  Det kan også skyldes en vis historisk begrundet angst for at fremstå alt for EU-venlig i et land, der har været ganske EU-skeptisk. 

Flere af argumenterne - fra både ja- og nej-siden - har da også været floskler uden det store hold i virkeligheden. 

Ja-siden havde held med argumentet om, at det handlede om Ukraine og Putin. Men Ukraine handler det faktisk slet ikke om, og handler det om Putin, er det først på længere sigt. Ligeledes kom de forbavsende let uden om de kritiske spørgsmål om EU's missioner i Afrika. Flere af dem er kontroversielle og handler mere om de gamle kolonimagters interesser i de tidligere besiddelser, end det handler om noget humanitært. 

 Fra nej-siden er det lykkes Morten Messerschmidt at så tvivl om vetorettens beståen - også selvom den nok skal bestå. 

Fra den røde side af nej-siden lød Enhedslisten som en sang fra en svunden tid.  Især regnestykket, der viser, at EU-landene samlet i dag bruger næsten fire gange så meget på militæret end Rusland gør. Men penge alene sikrer ikke et mere effektivt militær, og styrkeforholdet mellem EU og Rusland er langt fra så entydigt, som Enhedslistens regnestykke kunne tyde på.  

Rusland har den store fordel, at her er kommandoen samlet - teknik, taktik og logistik kan planlægges uden hensyntagen til andre lande.  Det militære styrkeforhold mellem EU-landene og Rusland er tættere på 1:1, end det er på 4:1.  

Totalt floskel var der også i påstanden om, at vi skal overlade de fredsbevarende missioner til FN.  Ruslands permanente plads i FNs sikkerhedsråd betyder, at en mission i Ukraine - og mange andre steder - er umulig, og generelt har FNs missioner vist sig betydeligt ineffektive.  

Men trods floksler og en valgkamp uden lidenskab afholder det forhåbentligt ikke folk fra at gå hen og stemme. For det er vigtigt - ikke for EU, men for Danmark. 

Læs side 14-15

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden