Direktøren fortalte om den respekt, hans arbejde gav. Men han glemte en vigtig detalje
Opdateret kl. 12:52
Det lød så godt, da Martin Rostgaard-Knudsen for knap to år siden satte ord på, hvordan han gerne træder til og tager vagter i lægebilen som en del af sit job som lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.
- Jeg gjorde det klart fra starten, at hvis der manglede arbejdskraft, så hjalp jeg gerne til. De skulle bare sætte mig på vagtplanen. Det gav en kæmpe respekt, kunne jeg mærke, sagde han i maj 2022 i et interview med Nordjyskes erhvervsmedie, Vigeur.
Mange vil nok mene, at det er herligt med en chef, der ikke er bange for at tage del i arbejdet og være med, hvor der virkelig er noget på spil. En chef, der går forrest og viser vejen. Investerer i arbejdspladsen, ofrer sig for formålet.
Men måske begynder begejstringen at dale, når det viser sig, at den ellers så respektindgydende indsats bliver endog meget vel betalt?
Ordningen, hvor Martin Rostgaard-Knudsen bruger en del af sin arbejdstid på at køre som konsulent i en af de lægebiler, han selv er øverst ansvarlig for, viser sig nemlig at være ganske indbringende for direktøren.
Ved siden af sin direktørløn har han siden marts 2022 tjent over 800.000 kroner på at køre lægebil. Altså i gennemsnit 33.000 kroner oveni direktørlønnen hver måned de seneste to år.
Det kunne godt lugte af dobbelt aflønning, men det afviser Region Nordjylland og fremfører i stedet, at ordningen om at lade direktøren køre lægebil har en lang række fordele.
Det giver blandt andet den lægefaglige direktør mulighed for at "have fingeren på pulsen ift. driftsudfordringer i hverdagen".
Og så oplever frontpersonalet også "en sjælden mulighed for synlig ledelse".
Begge dele er vældig vigtigt, men med den trængte regionale økonomi og besparelser for patienterne for øje, så var det måske værd at overveje, om ikke det kunne lade sig gøre for direktøren at holde fingeren på pulsen uden at få ekstra betaling oveni sin direktørløn.
En løn på 103.223,61 kroner plus pension hver måned.
Regionen anfører, at Martin Rostgaard-Knudsen kører lægebil i weekenderne. Men Nordjyske har set dokumentation for, at den lægefaglige direktør også har vagter i lægebilen på hverdage, hvilket betyder, at han ikke møder ind på sit almindelige arbejde som lægefaglig direktør.
Vi har på Nordjyske spurgt, om det mon kunne hænge sådan sammen, at direktøren bruger feriedage, når han tager vagter i lægebilen, men det har regionen ikke ønsket at svare på.
Når det er interessant at beskæftige sig med Rostgaard-Knudsens dobbeltjobberi, så hænger det også sammen med de massive problemer, der er i den Den Præhospitale Virksomhed.
I den seneste trivselsrapport svarer 45 procent af medarbejderne, at de er utilfredse med arbejdsmiljøet. Og i de seneste to år er sygefraværet steget markant.
Den Præhospitale Virksomhed betjener mere end en halv million nordjyder og er en afgørende del af vores sundhedsberedskab.
En afdeling i mistrivsel er derfor ikke bare et problem for de ansatte, men for alle borgere.
Og derfor er det oplagt, at Martin Rostgaard-Knudsen skruer ned for ambitionerne om at tjene lidt ekstra og op for indsatsen i det job, han faktisk er ansat til at udføre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.