Erhverv

Du betaler regningen, når gaveboden sætter ild til det hele

Frem for at beklikke førende økonomers troværdighed burde regeringen tage et alvorligt budskab til sig. Deres tonedøvhed risikerer at blive dyr for os alle

Peter Simonsen, erhvervsredaktør.
Peter Simonsen, erhvervsredaktør. Det Nordjyske Mediehus.

LEDER: Når landets absolutte topøkonomer advarer regeringen om, at den er i gang med at hælde brænde på et allerede rigeligt antændt bål, skulle man tro, at regeringen lyttede.

Desværre falder advarslerne tilsyneladende for døve ører, når det handler om hensynet mellem landets økonomi og politisk pleje af udvalgte befolkningsgrupper, som man gerne vil være på god fod med inden et forestående valg.

Flere af landets førende økonomer mener, at regeringen ved at udskrive ufinansierede checks spiller hasard med den i forvejen galopperende inflation. Senest har nationalbankdirektør Signe Krogstrup sendt en sjælden og usædvanlig advarsel i regeringens retning.

- Hvis der vedtages kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, så vil det forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation, skriver hun i en kommentar i Berlingske.

Problemet er, siger økonomerne, at man skyder penge ud i en økonomi, som i forvejen er ved at koge over. Og at regningen betales ved at øge det offentlige underskud. Ingen kvaler – fremtidens skatteborgere betaler.

Imens nærmest snubler politikerne over hinanden for at få lov til at foreslå flere befolkningsgrupper, der også skal have en skattefri check at varme sig på. For hvad med de studerende, kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensionisterne og de arbejdsløse? 

De skal vel også have en stikling fra pengetræet?

Hvorfor det primært er regeringens og venstrefløjens kernevælgere, der er i spil til checks, må være op til fortolkning hos den enkelte. Sikkert er det, at de arme økonomer ikke skal gøre sig forhåbninger om at blive taget synderligt alvorligt af de folkevalgte politikere, som har det øverste ansvar for landets ve og vel.

Erhvervsminister Simon Kollerup har mest af alt haft travlt med at beklikke deres troværdighed. De ”såkaldte topøkonomer” – som han kalder to anerkendte professorer i økonomi – skal ikke komme her med deres ”teoribogsnære” slutninger, siger han til Berlingske.

A, hvabehar? Hvor usagligt kan det blive?

At stille spørgsmålstegn ved modpartens troværdighed er vel nok det ældste trick i bogen, når skuffen med gode argumenter er fattig. Til gengæld er det også direkte uansvarligt, når beklikkelsen kommer fra en minister – og modparten er førende eksperter på det område, sagen omhandler.

Det er muligt, at coronakrisen har vænnet os til, at staten skal komme os til undsætning. At jeg som borger skal kompenseres, når livet er dyrere end sædvanligt. Men glidebanen må være tydelig for enhver.

For hvis skattefri, ufinansierede checks til udvalgte grupper kan begrundes lige nu med ”ekstraordinære omstændigheder uden for statens kontrol”, som det hedder sig i budgetloven, hvor går grænsen så?

Politikerne, som står i kø for at lade checkene regne, bør spidse ører, når Nationalbanken taler med store ord. Ellers er de skyldige i at føre en tonedøv politik, som gør det, de forsøger at afhjælpe, langt værre.

Og vi andre betaler prisen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden