Efter spritstiv bilist i ulykke: Tid til alkolås i bilerne

Antallet af trafikulykker, hvor spritkørsel er involveret, falder. Alligevel gik det forleden galt ved Øster Hurup. Det sidste nøk for at komme den uacceptable adfærd til livs, kan være alkolåse i køretøjerne

Efter fredagens alvorlige trafikulykke forårsaget af en spritbilist, er tiden inde til at se på obligatorisk alkolås i bilerne, skriver Jens Peter Svarrer, chefredaktør hos Nordjyske.
Efter fredagens alvorlige trafikulykke forårsaget af en spritbilist, er tiden inde til at se på obligatorisk alkolås i bilerne, skriver Jens Peter Svarrer, chefredaktør hos Nordjyske. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 07:34

LEDER: Vi har fået tudet ørene fulde om det i årevis. Vi kender risikoen for at skade andre og selv komme til skade. Vi ved, at det i værste fald kan koste bilen.

Det handler selvfølgelig om spritkørsel. Som naturligvis er helt og aldeles uacceptabelt.

Alligevel går det jævnligt galt på de danske veje. Helt galt. Vi fik desværre et eksempel på det forleden, da en 67-årig mand med en tårnhøj promille - de biokemiske undersøgelser har vist cirka 3,5 - bragede sammen med en motorcyklist omkring Øster Hurup. Motorcyklisten blev hårdt kvæstet ved ulykken, og han fik efterfølgende fjernet sin milt og amputeret den nederste del af sit venstre ben på traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

Vidner havde inden ulykken set spritbilisten slingre vildt på vejen. Flere bilister undveg og undgik med nød og næppe en frontal kollision. Andre forsøgte at få den fulde mand til at stoppe. Uden held. Og så gik det galt.

Spørgsmålet er, hvad vi gør for at undgå den slags ulykker. Ulykker, som jo netop kan udraderes af uheldsstatistikkerne, fordi de kun er udløst af den tåbelige og uansvarlige handling, det er, når alkohol og trafik blandes sammen. En cocktail, der øger risikoen for en alvorlig ulykke med 25 gange.

Godt nok er antallet af alkoholrelaterede trafikulykker faldet gennem de senere år. I 2011 lå tallet for dræbte i den type ulykker på 53, mens det i 2020 lå på 29. Så kampagner og det ændrede syn på det at køre spritkørsel, har sin virkning.

Men alligevel fortæller tal fra Rigspolitiet, at hver gang, vi har passeret 1000 biler, har der siddet en fører i to af køretøjerne med en ulovlig promille på 0,5 eller derover. Og i 2020 var det 5500 bilister, som gik i politiets net. Det er altså en slat, som du, din kone eller mand, dine børn, forældre eller gode venner risikerer at støde på, når de begiver sig ud i trafikken.

Godt nok kan de værste tilfælde af spritkørsel (med god ret) betegnes som vanvidsbilisme. Og udsigten til at miste bilen skal nok få endnu flere til at betænke sig, inden foden ryger på speederen med en "bøhmand" på.

Det stoppede dog ikke den 67-årige synder. Derfor er vi måske nået dertil, at der i enhver bil (og andre motoriserede køretøjer) skal være en alkolås, så motoren først kan startes efter et rent blæs fra førerens side. Biler rummer efterhånden så mange teknologiske muligheder, at det burde kunne lade sig gøre uden større besvær. Og jo, det vil fordyre bilen, men besparelsen ved færre ulykker kunne kanaliseres over i lavere afgifter og forsikringstakster.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden