Nordjyske mener

Måske kan denne, ulækre omstændighed blive et vendepunkt

Hvor ulækker algevækst end er, kan det trådede slim måske blive et vendepunkt for vores vandmiljø.

Karen Edelmann Keinicke er journalistisk chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.
Karen Edelmann Keinicke er journalistisk chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 20:12

Fedtemøg.

Ordet giver mindelser om tv-julekalendere og gamle dage, men det beskriver desværre et yderst aktuelt og ret ulækkert problem.

Fedtemøg er det danske navn for en voldsom opblomstring af algevækst i havvandet i fjorde og ved kyster, som ses som grønne, klumpede vækster. Fedtemøg opstår, når store koncentrationer af næringsstoffer bliver skyllet ud i havet fra de omkringliggende marker. I konsistens og farve kan det vel bedst beskrives som en blendet ærtesuppe. 

Ikke just det, en tysk turist drømmer om, når han planlægger sin ferie ved de danske kyster. Eller andre, for den sags skyld. Ingen har lyst til at vade igennem en bræmme af ildelugtende, uklar suppe for at komme ud at tage et havbad.

Ikke desto mindre er det oplevelsen, man vil få ved mange danske kyster i år, for der bliver fedtemøg som aldrig før denne sommer. I fjordene, men også ved kyster, bliver i år højst sandsynligt det vildeste fedtemøgs-år nogensinde, siger eksperterne samstemmende.

De bakkes op af virkeligheden. For allerede nu kan man se de gullige og grønne vækster mange steder, på trods af at sommeren kun lige er gået i gang.

Det er nok ikke for meget at kalde det en tikkende bombe under kystturismen, et erhverv der har vital betydning for mange områder i Nordjylland. Selvom bomben har tikket højt og længe, har politikerne undladt at gøre noget effektivt for at undgå eksplosionen, men måske vil denne sommers eksplosion ændre det.

Vi ved godt, hvad der kunne få algevæksten ned, nemlig stop for gødning på marker i nærheden af kysterne. Der ligger beregninger fra Klimarådet, der viser, at hvis man stoppede med gødning ved fjorde, kyster og vandløb, ville problemet stort set forsvinde.

Det ville ikke "bare" give tålelige forhold for badegæster og turister, problemerne med kvælstof går ud over alt levende under havoverfladen.

Men en løsning på problemet ville koste dyrt for landbruget, og dét erhverv og dets interesser er åbenbart vigtigere end turismeerhvervene - og i øvrigt vigtigere end alle os helt almindelige danskere, der nyder at bade, sejle eller bare se på havet omkring os.

Måske er en sommer med det mest algebefængte kystbadevand det der skal til, for at vores politikere sætter tempoet op.

Måske.

Men indtil videre har hensynet til ét erhverv, nemlig landbruget, trumfet alt andet, og det gør det svært at sætte sin lid til fedtemøget.

Hvor ulækkert det end er.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden