Farvel og tak til folkets dronning - nu venter stor opgave for kongen

Samtidig er det en historisk dronning, vi siger farvel og tak til. Det kunne tydeligt mærkes nytårsaften, hvor danskere fik boblerne galt i halsen, da hun på skærmen proklamerede:

»Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. (...) Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik.«

Selv skeptikere og modstandere af monarkiet måtte strække våben og for et øjeblik adskille personen fra institution for at lovprise landets 55. regent og hendes måde at udfylde den komplekse rolle.

Allerede for 52 år siden var forventningerne til dronningen store. I forbindelse med kroningen 15. januar 1972 kunne lederskribenten i Aalborg Stiftstidende konstatere: »Margrethe vil blive Danmark en god Dronning«.

Og det har hun været.

Hun har været en konstant i en foranderlig verden. Men samtidig formået at finde en balance mellem det at bevare og bygge videre - en balance, der altid vil være fyldt med dilemmaer i en traditionel institution, der skal agere i en moderne kontekst.

Som den første har hun været regent i en tid med en mangfoldighed af massemedier - og hun har skabt en mere moderne udgave af kongehuset, hvor hun har mindsket afstanden mellem de royale og befolkningen - blandt andet gennem nutidig kommunikation på sociale medier. 

Det virker til, at hun har formået at udvikle rollen i præcis det tempo, der matchede den brede befolkning: Ikke så hurtigt, at hun tabte store dele af folket, ej heller så langsomt, at institutionen ikke har kunnet følge med i tidens krav.

Succesen kan læses i tallene. Siden dronning Margrethes kroning er opbakningen til kongehuset steget stødt. Fra i 60'erne og 70'erne kun at have opbakning fra omkring halvdelen af danskere toppede opbakningen til monarkiet i 2009 på 82 procent. Og det tal klæber sig til dronning Margrethes personlighed og handlinger. Hun er folkets dronning.

Det blev tydeligt allerede fra hendes helt unge år, hvor hun gik fra at være kongefamiliens førstefødte til tronarving ved grundlovsændringen i 1953. Her havde dronningens far, kong Frederik den 9., sine betænkeligheder ved, om det var en opgave for en kvinde at være regent.

Men folket ville det anderledes. Og Margrethe blev historisk.

Med grundlovsændringen kan dronning Margrethe bryste sig af at være valgt til. Og dermed kunne dronningen »gå ind til sin gerning i tryg forvisning om, at hun overtager tronen ikke blot på grund af tronfølgelovens ord, men også efter folkets vilje«, som der blev skrevet i lederen i Morsø Folkeblad på hendes kroningsdag.

Nu overlader hendes majestæt nøglerne til kongeriget til sin søn.

Kronprins (snart kong) Frederik overtager en institution, der er under mere pres, end den har været længe. Der er kurrer på tråden i den royale familie efter dronningens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres titler. Det viser sig blandt andet i opbakningen til søndagens historiske begivenhed fra den side af familien, der ikke er overvældende.

Samtidig skaber en solotur til Madrid fortsat overskrifter i diverse medier og sår tvivl om Frederiks dømmekraft, og om han er sin opgave moden. En opgave, der ikke kommer færre forventninger til, når han nu er konge.

Opbakningen til kongehuset er fortsat stor i befolkningen, men det går den gale vej set fra Frederiks stol. Han nyder også selv stor popularitet, men slet ikke i samme grad som sin mor. Hvis det i høj grad er dronningens person og evne til at bevare og udvikle, der har dannet grobund for den royale ekstase danskerne har befundet sig i de seneste årtier, bliver det interessant at følge, hvordan Frederiks version af ”bevare og udvikle” ser ud, og om han kan formå at bibeholde kongehusets plads i samfundet og i befolkningens hjerter. Udfaldet er ikke givet på forhånd, for et velfungerende monarki i en nutidig udgave består både af traditioner og af den personlige udførelse af hvervet.

Men i dag nøjes vi med at hylde dronningen og sige tillykke til Hans Majestæt Kong Frederik den 10.