NORDJYSKE MENER: Føj for en gang valgflæsk: Mette vil købe sig til 235.000 stemmer

Pludselig - og tilfældigvis seks dage før valget - kan Socialdemokratiet finde tre milliarder kroner at fylde i de offentligt ansattes lommer

Det klinger falsk, når Mette F. og co. nu pludselig kan finde penge til sundhedspersonale og andre offentligt ansatte. For et år siden var tonen en ganske anden, skriver Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Det klinger falsk, når Mette F. og co. nu pludselig kan finde penge til sundhedspersonale og andre offentligt ansatte. For et år siden var tonen en ganske anden, skriver Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen

LEDER:"Nu er det Pias tur".

En glad sosu-assistent sekunderede fra sin plads på plakaten onsdag statsminister Mette Frederiksen, da hun fremlagde Socialdemokratiets lønudspil til de offentligt ansatte.

Tre milliarder kroner er regeringspartiet klar til at udskrive efter valget. Det betyder i runde tal, at omkring 235.000 medarbejdere i den offentlige sektor kan få en lønstigning på 2000 kroner om måneden.

At sosu-assistenterne er i spil indikerede plakaten, der sendte mindelser til forrige valg, da det var "Arnes tur".

Men hvem pengene skal gå til, ville Mette Frederiksen og co. ikke præcisere nærmere. Sundhedspersonalet har været i spil på bekostning af andre. Men ifølge regeringstoppen er det op til arbejdsmarkedets parter at stå for den nærmere fordeling. Det vil partiet ikke blande sig i.

Manøvren er smart.

For når faggrupperne ikke er udpeget, kan de alle i princippet stå for tur. Og dermed er der potentielt lagt lokkemad ud til alle offentligt ansatte forud for de mange kryds, der tirsdag afgør valget og regeringsdannelsen herhjemme.

Men hold nu op, hvor er det uklædeligt og ufornuftigt.

At ryste statens pengetræ på den måde og lade forhåbningerne drysse ned over de offentligt ansatte kan sidestilles med at købe sig til stemmer for vores fælles penge.

Det klæder hverken Socialdemokraterne eller andre partier.

Og samtidig klinger den socialdemokratiske velvilje over for eksempelvis sundhedspersonale underligt falsk. Det er kun godt et år siden, at statsministeren ikke værdigede de strejkende sygeplejersker et blik - og bed deres opråb om bedre løn og arbejdsvilkår af med tavshed.

Mon sygeplejerskernes hukommelse og tillid til politikerne rækker til, at de pludselig hopper på den nye, lokkende limpind, der tilfældigvis kommer lige op til et valg? Når lønstigningen oven i købet først for alvor slår igennem i 2030, og derfor reelt ikke vil mærkes i dagligdagen?

Godt nok er sundhedsvæsenet i knæ, og der er behov for hjælp. Lønnen er én ting i det spil, men den ændrer ikke arbejdsforholdene, hvorfor sundhedsvæsenet skal gentænkes i et bredt forlig. Og ikke i en valgkamp.

Desuden er det sagt og skrevet før. I en periode med tårnhøj inflation er det på ingen måde nogen gavnlig manøvre at skovle penge ud i samfundet. Det er som at hælde benzin på et bål.

En stram styring af finanserne er derimod vejen frem. Desværre er der ikke mange stemmer i at prædike mådehold, når valget står for døren.

Vi kan derfor kun håbe, at "Pia" og de øvrige vælgere siger nej tak til den store portion valgflæsk, som Mette Frederiksen og co. sætter for næsen af dem. Den er ganske enkelt usmagelig.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.