Debat

Folk brokker sig over de grønne affaldsspande - det skal tages alvorligt

Aalborg Kommune har endelig udrullet ordning. Men det kan være noget skidt, hvis man ikke får alle med.

Hvis det offentlige ikke kan finde ud af at sælge miljø- og klimatiltag bredt, er der noget galt.
Hvis det offentlige ikke kan finde ud af at sælge miljø- og klimatiltag bredt, er der noget galt. Foto: Torben Hansen

Opdateret 27. juni 2024 kl. 12:44

Den er ikke vildt populær.

For at sige det mildt.

Den grønne affaldsspand til madaffald er tydeligvis noget, der kan få mange nordjyder op i det røde felt på Facebook, og jeg forstår dem - til et vist punkt.

Den grønne spand virker som en ekstra opgave, du har fået af det offentlige, som du ikke har bedt om, og som ikke fungerer så godt, som man kunne håbe. Der er ikke rigtigt plads til den under vasken - især et problem for folk, der bor i lejlighed - og om sommeren skal den tømmes så tit for ikke at blive ulækker, at poseforbruget virker ødselt.

Den grønne spand har allerede været i brug i mange dele af landet - og Nordjylland - i noget tid, og nu er den også kommet til Aalborg. 

Og da Nordjyske for nylig spurgte vores læsere, hvad de synes om spanden, var der rigeligt med respons. 

"Jeg har ikke fået min spand."

"Jeg har ikke plads til spanden."

"Hvorfor kan jeg først bestille nye poser til august?"

"Det hele ryger i samme spand som altid."

"Poserne er ikke til at rykke fra rullen for os med leddegigt."

Og så videre. Og så videre. 

Ideen bag den grønne spand er egentlig fornuftig nok. 

Man vil sortere madaffald fra andet affald og bruge det til biogas. 

Og ved at bruge grønne poser gør man det muligt at sortere madaffald fra restaffald uden at borgerne skal have en ekstra container eller flere skillerum i sine eksisterende containere.

Men der er noget galt, når så mange mennesker enten nægter at benytte sig af løsningen eller bare synes, løsningen er besværlig og irriterende. 

Alle nye tiltag tager tid at gennemføre, og der vil altid være utilfredse mennesker, som er svære at få til at ændre vaner. 

Men når der er så mange utilfredse borgere, der føler behov for at ytre deres utilfredshed, er der noget, kommunen ikke har gennemtænkt - eller gennemført godt nok.

Det er afgørende, at kommuner og andre offentlige myndigheder formår at introducere nye grønne tiltag på en måde, så de fleste kommer med. 

For hvis vi ender i en situation, hvor de grønne spande bare står i folks garager og samler støv, mens vi smider alt skraldet i samme container, er det både et forfærdeligt spild af skattepenge og skidt for miljøet. 

Det kan vi ikke byde kommende generationer. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden