Hvor kommer den nordjyske ukrainerby til at ligge?

De nye flygtninge skal integreres i den danske dagligdag. De skal ikke opbevares i barakbyer i måneder og år. Men som overgangsløsning er regeringens ukrainerbyer nødvendige

"Velintegrerede flygtninge og indvandrere fra vestlige lande bidrager samlet set med et nettooverskud til statskassen via skatten," skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. <i>Foto: Lars Pauli</i>

"Velintegrerede flygtninge og indvandrere fra vestlige lande bidrager samlet set med et nettooverskud til statskassen via skatten," skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli

LEDER:Op mod 100.000 ukrainske flygtninge er enten allerede i Danmark eller snart på vej hertil. Vi har ikke stået i en lignende situation siden Anden Verdenskrig. Det nærmeste, vi kommer, er flygtningestrømmen efter balkankrigene i 1990'erne. Dengang modtog vi cirka 20.000 bosniske flygtninge.

Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære tiltag, og integrationsminister Mattias Tesfeye (S) vil etablere mindst fem såkaldte ukrainerbyer rundt om i landets kommuner. Nordjylland vil formentlig også få en. 

Byerne skal hver huse nogle hundrede, måske nogle få tusinde mennesker, og de vil midlertidigt være frataget de samme rettigheder, som vi normalt giver flygtninge. Ingen ret til at få anvist bolig. Ingen pasning af deres børn. Ingen danskundervisning.

Løsningen er ikke god, men den er nødvendig i en overgangsperiode. Det vil slide for hårdt på det danske velfærdssamfund og på danskernes velvillige indstilling over for ukrainere på flygt fra krigsforbryderen Putin at skulle integrere op mod 100.000 personer med et snuptag. Nogle danskere ville komme bag ukrainere i køen til en bolig eller et job. Vores børn ville se mindre til en pædagog eller lærer i en hverdag med mange, nye elever.

Derfor er opholdssteder på nedlagte sygehuse, kaserner, plejehjem og lignende – ukrainerbyer, som Tesfeye kalder det – den rigtige vej at gå.

Men ministeren må holdes fast på, at lejrene er midlertidige. Målet må ikke være opbevaring. Vi ved af erfaring fra 90'ernes barakbyer med bosniere, at det hverken er til deres eller det danske samfunds fordel at lade dem sidde og hensygne i måneder og år uden udsigt til et normalt og aktivt liv.

Og ja, krigen i Ukraine kan trække ud i måneder eller år. Derfor må målet med ukrainerbyerne i stedet være at tage bedst muligt vare på disse mennesker, så de fysisk og mentalt bliver stærke nok til en dag ude i fremtiden at drage tilbage for at deltage i genopbygningen af deres land. Det kræver, at regering og kommuner allerede nu begynder at planlægge næste fase, hvor ukrainerne hurtigst muligt bliver indsluset på det danske arbejdsmarked, i uddannelsessystemet og i fritidslivet.

Vil det ikke betyde, at nogle af dem vil vælge at blive i Danmark, når de selv og deres børn med tiden får en større tilknytning hertil end til deres hjemland?

Jo, givetvis, og det vil ud fra et snævert dansk perspektiv være til vores klare fordel. Velintegrerede flygtninge og indvandrere fra vestlige lande bidrager samlet set med et nettooverskud til statskassen via skatten. På den måde vil også ukrainere kunne betale tilbage på den hjælp, vi yder dem nu. Og lad os i øvrigt bare være ærlige: erhvervslivet har hårdt brug for deres arbejdskraft.

Men hovedparten af flygtningene, uanset hvor længe krigen trækker ud, vil formentlig vælge at tage tilbage for at deltage i genopbygningen. Det er i hvert fald et kvalificeret gæt. De seneste uger har overbevist en hel verden om, at der eksisterer en bemærkelsesværdig stærk, ukrainsk nationalfølelse, og der skal nok større fristelser end danske frikadeller og hæve/sænkeborde på arbejdspladsen til at vinde over den.

Ministeren udtrykker sig nærmest poetisk om fremtiden, når han forestiller sig, ”at de fleste af os danskere, når vi kører gennem sommerlandet, kommer til at køre forbi en ukrainerby og tænke: Der bor nogle mennesker, som boede i Donetsk eller Kyiv for ganske få måneder siden.”

Beboerne derinde vil nok ikke føle poesien helt på samme måde. Lad os derfor gå efter at lukke ukrainerbyerne, så snart de har udtjent deres formål, og få indsluset de ukrainske flygtninge i vores dagligdag. Det tjener alle bedst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.