Hvordan finder man på at lægge en lort i en plastpose for derefter at dumpe hele herligheden i naturen?

Over 300 poser med hundelort i et buskads i Støvring rejser spørgsmålet: Hvad har hundelufterne egentlig i hovedet i sådan en situation?

Chefredaktør Karen Keinicke <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chefredaktør Karen Keinicke Foto: Lars Pauli

LEDER:En hundeejer forlader sit hjem for at gå sin normale aftentur med Trofast, som altid velforberedt på, at turen kan føre til et hundetoilette-stop - og ganske rigtigt: Et sted på ruten standses der op lige midt på fortovet, hvorefter en af de medbragte poser tages i brug som det sig hør og bør i en mindre, nordjysk by. Alt er godt. 

Eller, alt var godt, lige indtil samme hundelufter nogle 100 meter længere fremme på sin tur i et uset øjeblik med et hurtigt sving med højre arm kaster posen med sit endnu varme indhold ind et i buskads, netop som hund og lufter passerer en jernbaneoverskæring.

Ovenstående er en tænkt scene, undfanget alene af denne skribents fantasi. Men noget lignende er rent faktisk sket i Støvring, ikke bare én, men over 300 gange. Så mange hundelorteposer med indhold er der fundet i ét sølle buskads ved en jernbaneoverskæring i byen.

Rolig nu, skulle det nu være så skidt, kunne man mene. Det er jo bare en bette sort plasticpose, og den indeholder hverken atomaffald eller statshemmeligheder. 

Men stop så lige op og overvej, hvor i bedste fald meningsløst og i værste fald gennemført hyklerisk det er at tage et stykke natur i form af en hundelort op fra jorden, snaske det ned i en svært nedbrydelig sort affaldspose - for derefter at dumpe hele herligheden tilbage i selvsamme natur, nu bare med en nedbrydningstid, der er mangedoblet. 

Slap alligevel af, vil nogle måske tænke, så er det vel ikke værre.  

Men jo, det er det faktisk, for i vores gennemregulerede og i teorien velordnede samfund har vi jo mennesker, der beskærer sådan et buskads, og man behøver ikke en livlig fantasi for at forestille sig, hvordan man ser ud eller lugter, når man uforvarende har kørt en buskrydder ind over et buskads med 300 lukkede hundelorteposer, der har holdt indholdet helt fugtigt og uberørt af naturlig nedbrydning. 

Det kan undre, hvad en hundelufter egentlig har i hovedet, når hun laver dette hundelorteposenummer. Man kan jo kun gisne om årsagen, men man får da en fornemmelse af, at det for nogle kan være vigtigere at tage sig ud på en bestemt jeg-samler-da-selvfølgelig-op-efter-min-hund-agtig måde, end hensynet til natur, miljøet i den by, hvor man bor eller til dem, der har arbejdet med at rydde op efter os.

Men helt ærligt, der sker jo en smutter for alle en gang imellem, kunne en indvending mod min forargelse være.

Og ja, det gør der. Men ikke over 300 smuttere i et enkelt buskads, her bliver vi simpelthen nødt til at kunne være enige om, at det er over bagatelgrænsen for, hvor meget lort i poser vi skal finde os i. Så tung er sådan en lille pose ikke at bære med hjem i skraldespanden.

Som Banedanmarks repræsentant i sagen tørt konstaterer over for Nordjyskes journalist: Det var vist på alle måder bedre bare at lade være med at samle lorten op i første omgang.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.