I jagten på opmærksomhed laver DR ikke public service, men public dumhed

Med det nuværende DR-venlige flertal i Folketinget strømmer pengene ind til DR, men der kunne jo en dag komme et flertal, der turde stille krav til DR om at levere det, de får milliarderne til

Anders Sønderup.
Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 07:39

LEDER: Her er en ide til DR: Stil da spørgsmål til, om det nu kan passe, at nazisterne brutalt myrdede  seks millioner jøder. Er sandheden ikke snarere, at der var mere aktivitet i swimmingpoolen, end der var i ovnene i Auschwitz ? Var hele historien om Holocaust ikke bare en snedig jødisk påstand, der gav dem Israel og skjult kontrol over det meste af resten af verden.  

Ovenstående passer selvfølgelig ikke, tragedien fandt hinsides enhver tvivl sted, og kun en lille flok historie-benægtere påstår at vide andet. 

Men den ondartede påstand kunne givet give seere, lyttere og en heftig debat på Facebook, og når det ikke skal afvises, at det kunne være en vinkel for Danmarks Radio, så skyldes det seneste tvivlsomme programserie fra den - efter danske forhold - gigantiske medievirksomhed.  

For i serien 'Ellen Imellem' er der fri taletid til tosser, fantaster og konspirationsteoretikere. DR stopper ikke ved blot at lade dem komme til orde - i jagten på seere går de endnu et skridt videre og giver dumheden troværdighed og blåt stempel. 

DR præsenterer selv foretagendet sådan her:  I "Ellen Imellem" lader vi kontroversielle, anderledes og underrepræsenterede holdninger komme til orde overfor mennesker, der har en anden verdensopfattelse. Uden filter får forskellige gæster lov til at stille præcis de spørgsmål, de har lyst til, når de dikterer Ellen, en poleret DR-journalist, gennem en øresnegl. 

Men at påstå, at jorden er flad - som et af programmerne handler om - er ikke en anden verdensopfattelse. Det er ikke satire at snyde kilder til at stille op til interview på falske præmisser. 

Det er derimod ren dumhed, som DR ikke burde beskæftige sig med, hvis det handlede om public service. Men det gør det ikke - det handler derimod om antallet af brugere, og dem er DR - som alle andre medier - på mere eller mindre desperat jagt efter.  

Især de unge, og derfor har DR da også oprettet en division ved navn DR Ung.  

Chefen her - Jonas Delfs - afviser selvfølgelig, at de har begået en fejl. Det er bare de medvirkende, der ikke har læst aftalen grundigt nok. Men når mindst tre ud af de seks, der foreløbigt har været udsat for DRs platfodede satire, føler sig misbrugt og beder om at få programmerne fjernet, så kan fejlen altså kun placeres hos DR. 

Havde sagen handlet om en brugtbilsforhandler, hvor mindst halvdelen af kunderne mente sig snydt af kontrakten, havde hverken retten eller Kontant-værten accepteret påstanden om, at det bare er de er andre, der er for dumme. 

 Men DR kan i vid udstrækning gøre, som de vil. 

Med det nuværende DR-venlige flertal i Folketinget strømmer pengene ind, men der kunne jo en dag komme et flertal, der turde stille krav til DR om at levere det, de får milliarderne til. 

For hvis den polerede Ellen siger noget om fremtidens niveau, vil det være bedre for nationens vidensniveau at skære i tilskuddet til DR og droppe ekstra-skatten på udenlandske streaming tjenester. 

For den serie er ikke public service. Det er public dumhed. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden