Ingen aldersgrænse på kønsskifte: For barnets skyld

Ansvarlige forældre vil det bedste for deres barn. Og er det rigtige for barnet at skifte køn, er det ikke en aldersgrænse, der skal være stopklodsen

Regeringens nye LGBT+-plan indeholder et forslag om at fjerne den nedre aldersgrænse for et juridisk kønsskifte. Det har skabt voldsom debat. Men i bund og grund handler det om at ville det enkelte barn det bedste uanset alder, mener redaktionschef Jens Peter Svarrer, Nordjyske. <i>Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Regeringens nye LGBT+-plan indeholder et forslag om at fjerne den nedre aldersgrænse for et juridisk kønsskifte. Det har skabt voldsom debat. Men i bund og grund handler det om at ville det enkelte barn det bedste uanset alder, mener redaktionschef Jens Peter Svarrer, Nordjyske. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

LEDER:Skal selv helt små børn kunne skifte køn, eller skal der være en aldersgrænse, før det i juridisk forstand kan lade sig gøre?

Spørgsmålet er blevet yderst aktuelt, efter at regeringen er kommet med et forslag om at fjerne enhver nedre aldersgrænse for at gennemføre et kønsskifte.

Og spørgsmålet har i den grad fået tilhængere og modstandere af ideen til at fare i flæsket på hinanden på en måde, der i hvert fald ikke er for børn.

På den ene side argumenteres der for respekten for det enkelte barn og dets forældres ret til at anerkende biologien og identiteten og ændre de sidste fire cifre i personnummeret.

På den anden side lyder argumentet, at børn skal have lov til at være børn. Og de skal ikke havne i en situation med uoverskuelige konsekvenser, fordi de selv og deres forældre har draget forhastede beslutninger. 

Ophidselse og sværdslag hjælper sjældent i en problemstilling, der omhandler mennesker i en særdeles sårbar situation.

Lytter man derfor til Det Etiske Råd, der har drøftet sagen, lyder anbefalingen, at aldersgrænsen sættes til 10-12 år.

"Før den alder har man formentligt ikke de kognitive kompetencer, der skal til for at tage den beslutning," siger rådets formand Leif Vestergaard Pedersen til Berlingske.

Forslaget lyder fornuftigt.

Men. Hvad gør vi så i de situationer, hvor der vitterligt er et barn, der oplever at være et andet køn? Hvor det ikke "bare" er en periode med en diffus følelse, men derimod en klar oplevelse af at være en anden. Hvor afvisningen af at skifte køn i sidste ende resulterer i et barn, der føler sig forkert og mistrives - og svigtet af sine nærmeste.

Her skal forældre og pædagoger og psykologer alligevel i gang med at udrede situationen. Og vil det ikke kun være ansvarligt at lade barnet få ændret de sidste cifre i personnummeret og i øvrigt behandle det i overensstemmelse med sin kønsidentitet? For hvis skyld skulle vi lade være?

Problemstillingen opstår i ganske få tilfælde. Skal vi ikke her lade tiltroen til forældrenes fornuft og villen-det-bedste for deres barn sejre, og så have tillid til, at de i samarbejde med kompetente fagpersoner kan afgøre, om kønsskiftet er dybfølt og nødvendigt.

At tiltænke forældre det motiv, at de vil misbruge den manglende aldersgrænse til at gennemføre juridisk kønsskifte på deres barn, virker absurd. For hvorfor skulle de det?

 Til gengæld kan skrappe regler netop skygge for fornuften og muligheden for at give et barn det liv, det efterspørger. Og det må da være målet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.