Nordjyske mener: Lær af Sebastian, også selvom du ikke er stjernegod til fodbold
Sebastian Beraque Rasmussen er landsholdsspiller for Filippinerne, ærkedansker og ansat på et plejehjem. Og så er han et eksempel til efterlevelse for andre uanset alder og talent
Opdateret 07. november 2023 kl. 14:18
Der er noget dragende over mennesker, der har et særligt talent. Om det er bagning, sang, dans eller sport, det er fascinerende at se dem excellere, og de kommer til at fungere som inspiration og rollemodeller for os andre.
21-årige Sebastian Beraque Rasmussen fra Havndal ved Hobro er sådan et talent. Et fodboldtalent.
Han spiller i Hobro IK og kæmper for at komme i holdopstillingen på klubbens førstehold i 1. division, og han har samtidig opnået stjernestatus på det filippinske landshold. Hans mor er fra Filippinerne, og derfor kan han spille for landsholdet her, selvom han har boet i Danmark hele sit liv.
Men det er ikke på grund af sit åbenlyse fodboldtalent, at Sebastian Beraque Rasmussen er inspirerende og en rollemodel for alle, gammel som ung.
Det er hans måde at forvalte sit talent og sit liv på, der er et eksempel til efterlevelse.
Han har fravalgt tilbud om at fortsætte sin spirende fodboldkarriere i Asien, selvom summerne er enorme her og hans popularitet hos det filippinske fodboldpublikum allerede er nået imponerende højder. - Jeg følte ikke, at jeg var klar og moden nok mentalt til at flytte så langt væk. Det vigtigste for mig er, at jeg føler mig tryg et sted, hvor jeg kan udvikle mig mest, forklarede han tidligere på ugen til Nordjyske.
Og så har han i dén grad tilvalgt en tilværelse i Himmerland, hvor han sammen med sin ambitiøse fodboldtræning har valgt et halvtidsjob på det lokale plejehjem. Fordi han kan mærke, at det giver mening, når han giver sin tid dér.
Uden selv at gøre noget særligt ud af det viser han, uden falbelader, at man godt kan være tro mod sig selv og sine værdier. Den form for selvindsigt er ikke hverdagskost, hverken blandt 21-årige fodboldspillere eller mennesker, der egentlig qua deres alder og livserfaring burde have nemmere ved at stå ved sig selv. Hvem kunne ikke falde for fristelsen og vælge eventyr, hurtige penge og berømmelse til, selvom en indre stemme måske pippede om, at det flugtede dårligt med den person, man inderst er?
Det kan lyde meget indviklet og er det måske også, men Sebastian Beraque Rasmussen får det til at se indlysende og nemt ud at vælge rigtigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.