Man må fryse for friheden

LEDER:Det er faktisk ret forudsigeligt. Putin siger, Rusland vil gå ind i Ukraine. Alle tænker "det kan han vel ikke finde på". Rusland går ind i Ukraine.

Gazprom siger, at de vil lukke for gassen, hvis ikke Ørsted og andre betaler i rubler. Ørsted taler om aftalebrud. Gazprom lukker for gassen.

Sætningen "i krig og kærlighed gælder alle kneb" er stadig gyldig - ikke mindst, når man er i krig. Rusland er i krig - eller som det hedder på russisk, i en specialoperation - og når man er i krig og ovenikøbet er presset, så tages alle virkemidler i brug. Det bryder aftaler. Det krydser både lande- og moralske grænser. Og det er ikke kønt.

Derfor kan det heller ikke komme som nogen overraskelse, når der bliver lukket for gassen. Det lyder ellers næsten sådan, når Statsministeren til TV2 udtaler: ”Jeg synes, at Putins beslutning om at lukke for gassen til Danmark er helt uacceptabel, og jeg mener, at det er en form for afpresning.”

Her minder vi lige om, at det, der foregår, er krig. Ja, det er afpresning. Ja, det er uacceptabelt. Det er samtidig også forudsigeligt.

Det er ikke en gratis omgang at gå ind i en konflikt som den aktuelle. Det er til gengæld nødvendigt, hvis vi vil beskytte de værdier, vores samfund hviler på. De, der kæmper på den anden side, vil bruge alle kneb.

Det bliver dyrt. Det bliver problematisk. Der kommer goder, vi må ofre. Vi slipper dog stadig helt anderledes billigt end ukrainerne. Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi må stå fast.

"Sandheden kommer ofte frem, når pengene skal op af lommen" er en anden klassisk sætning. Det er der, idealernes sande holdbarhed viser sig. Denne gang betyder det så også noget, hvad møntfoden hedder.

Tyskland og Italien har valgt den tvivlsomme smutvej, hvor energi-selskaberne sætter deres betaling i vestlig valuta ind på en bankkonto, hvor den så bliver vekslet til rubler, der sendes videre til den russiske stat. Litauen, Estland, Polen, Bulgarien, Finland, Holland og Danmark står fast. De første af landene stoppede selv importen.

Noget handler naturligvis om, hvor afhængig man som nation er af den russiske gas. Det er dog påfaldende, at så mange lande, der er geografisk og historisk tæt på Rusland, vælger at stå imod.

Smutvejsfidusen virker som en noget halvhjertet tilgang til idealer, men i virkeligheden er metoden, hvor "så længe vi kan betale i euro, er alt fint" ikke meget bedre. 

Idealer er ikke som bukser i stretch-stof, og krig er ikke en gratis omgang - det er benhårdt, kræver ofre og måske er det værste ikke at fryse for friheden.