Findsens sexliv rager ikke Folketinget

LEDER:Nu har vi alle den unødvendige viden, at tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, dyrker S/M-sex med sin kone.

Vi har den viden, fordi chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen, på lukkede møder med partiledere i Folketinget har fortalt om sin tidligere kollegas seksuelle præferencer.

Det har han kunnet gøre, fordi PET i forbindelse med en efterforskning om videregivelse af fortrolige informationer totalovervågede FE-chefen - også i hans soveværelse. Efterforskningen har foreløbig ført til, at Lars Findsen er sigtet for læk af statshemmeligheder.

Ifølge Finn Borch Andersen er alle oplysninger, han har givet til partilederne, relevante og saglige. Men hvordan kan Lars Findsens sexliv være relevant og sagligt underbygge sigtelser, der ifølge de oplysninger, der er sluppet ud, alene handler om mulig videregivelse af fortrolige informationer til folk i Findsens nærmeste omgangskreds, herunder hans mor, og et par journalister?

Intet tyder på, at han har været udsat for afpresning. I så fald var det jo også afpresserne, der skulle efterforskes, og ikke kun offeret for afpresningen.

Spørgsmålet er derfor rettere, hvordan Lars Findsens sexliv på nogen måder vedkommer partilederne og nu, hvor oplysningerne er lækket, alle os andre?

Det gør de naturligvis ikke. Som tidligere chefer i PET og FE har slået fast i de seneste dage, er det årtier siden, at sexlege inden for ægteskabet kunne udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Den tid, hvor et sundt og aktivt sexliv mellem to voksne mennesker var behæftet med skam, er heldigvis for længst forbi, og det spiller ingen rolle i forhold til sikkerhedsgodkendelser i Danmark.

Vi står derfor tilbage med en ubehagelig mistanke om, at der har været usaglige grunde til, at PET-chefen fortalte partilederne om FE-chefens sexliv. Var det hævn? Et desperat håb om, at oplysningerne kunne underbygge sigtelser, som der både politisk og offentligt er rejst skepsis over for?

Hele FE-sagen er omgærdet af sådanne fornemmelser af urent trav, og den vækker ikke overraskende international opsigt. Historien om, at FE-chefen og i øvrigt også en tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, er sigtet for landsforræderi, udstiller Danmark som en bananrepublik til skade for vores troværdighed som samarbejdspartner i efterretningsverdenen.

Det er alvorligt – også fordi sagen ikke står alene. Set i sammenhæng med en efterhånden lang liste af aktuelle skandaler, er befolkningens tålmodighed med det besluttende lag i samfundet presset til det yderste. Lad os blot nævne:

I minksagen gik fødevareminister Mogens Jensen af i vanære, rigspolitichefen er suspenderet på grund af bevidst lovbrud, det samme gælder en departementschef, Statsministeriets departementschef har fået en skriftlig advarsel, og statsministeren selv, Mette Frederiksen, har stadig svært at erkende det, alle andre kan se, nemlig at hendes håndtering af minksagen var præget af panik og fejl.

I en anden sag blev tidligere minister Inger Støjberg dømt i rigsretten.

Det er farligt, når tilliden til de øverste, besluttende lag eroderer. Derfor er der som i minksagen og Støjbergs instrukssag ingen vej uden om en tilsvarende undersøgelse af FE-sagen. Både PETs rolle og håndteringen i Justitsministeriet og regeringen må kulegraves.

Men ansvaret er også vores. Lad os som vælgere benytte det snarlige valg til at stemme personer ind, der fortjener vores tillid.