Når normen er stormen

Vi skal være rummelige. Og de, der ikke er det, må væk

Normstormernes problem er, at de balancerer på grænsen mellem normkritik og norm-shaming. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Normstormernes problem er, at de balancerer på grænsen mellem normkritik og norm-shaming. Foto: Claus Søndberg

LEDER:Det har været en blæsende sommer. Ikke mindst omkring organisationen Normstormerne, der beskriver sig selv som et ideologisk, normkritisk undervisningstilbud til folkeskoleelever og fagpersonale.

De har ifølge deres vedtægter ”til formål at forbedre levevilkår og trivsel for LGBTQIA+personer, særligt LGBTQIA+børn og -unge.”

Beskrivelsen og formålet er med andre ord ædelt, så hvorfor stormvejret?

En del handler om, at de ikke har villet offentliggøre det materiale, deres undervisning tager udgangspunkt i. Deres egen forklaring er, at undervisningsmanualen er en forretningshemmelighed. Det klinger måske lidt pudsigt, når de i deres vedtægter samtidig skriver, at deres ”arbejde er af ikke-kommerciel og velgørende karakter”.

Både Københavns Kommune og Aarhus Kommune har samarbejdsaftaler med organisationen. Københavns Borgerrepræsentation har således tildelt 7,14 millioner kroner til Normstormerne i perioden 2020-2023.

En anden forklaring på ønsket om at hemmeligholde materialet kunne hænge sammen med, at nogle af instruktionerne og øvelserne i manualen balancerer usikkert mellem begavet normkritik og ukritisk normafvisning. Det første er sundt. Det andet er dumt.

Normer, som ikke kan diskuteres er, ganske som Normstormerne pointerer, farlige. Men der er også normer, som giver mening og er med til at holde vores samfund civiliseret. At stå i kø er en norm. Eller at hjælpe en nødstedt. De færreste af os ville nok undvære disse.

Diskussionen om hemmeligholdelsen er i øvrigt nærmest komisk. For graver man dybt nok i Københavns Kommunes arkiver, fremgår manualen som en del af et længere svarnotat på spørgsmål stillet af borgerrepræsentationen … hvad man selvfølgelig kan hævde er det samme som at holde noget tophemmeligt.

En uskøn detalje i manualen er, at den eneste anden voksne til stede, læreren der har klassen, sættes ud af spil og kun må agere observatør. Et mærkeligt behov. Dels har denne jo faciliteret besøget. Dels må det være muligt at kunne diskutere emnerne i undervisningen, når hele opfordringen nu er at være kritisk.

Organisationen kalder sig ikke politisk, men ideologisk baseret. De har postet kommentarer på politiske dagsordener online. Som videns- og formidlingskonsulent i Normstormerne, Monir Mooghen, siger i et interview med DR Deadline: ”Vi er queer-personer, der kæmper for vores rettigheder”. Måske nærmer det os kernen af stormvejret. Er man oplysende eller prædikende?

Som organisation, der kæmper for bedre levevilkår, er det kun naturligt at være politisk og agiterende. Men er man et finansieret oplysningstilbud til folkeskolen, ændrer spillereglerne sig. Ikke mindst, hvis man som Normstormerne har et ønske om at undervise i selv de mindste klasser i indskolingen.

Normstormerne har altså to problemer: De holder sig ikke til normkritik, men laver også politiske kommentarer om andre emner. Og de balancerer på grænsen mellem normkritik og normshaming.

Det er i virkeligheden superærgerligt, for de er født ud af en virkelig god mission. De skriver det bedst selv på deres hjemmeside:

At de vil ”udvide elevernes horisont og forståelse for hinanden og det samfund, vi lever i. At påtale normer er det første skridt til at kunne stille sig kritisk til dem. Ikke alle normer er skadelige, men nogle er, og dem vil vi gerne arbejde med at ændre.”

Fine ord, der bare skal efterleves.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden