Nordjylland fører sig frem - naturligvis

Nordjylland har så meget at byde på og er så indlysende rig på smuk natur, at det er oplagt at vise alle vores kvaliteter frem i bedste sendetid i TV 2's nye dramasatsning "Oxen"

Chefredaktør Karen Keinicke.
Chefredaktør Karen Keinicke. Torben Hansen

Opdateret kl. 12:13

LEDER: "Den, der lever stiller, lever godt" hørte jeg med jævne mellemrum folk konstatere, da jeg flyttede til Nordjylland for godt 20 år siden.

Det er en sandhed med modifikationer. Rent faktisk er det vel sådan, at den, der lever stille, risikerer ikke at blive set eller hørt. Mens den, der tør føre sig frem og gøre opmærksom på sine kvaliteter, har en langt større mulighed for at "leve godt".

Det er længe siden, at jeg sidst har hørt nogen her i Nordjylland fremføre, at det at bukke nakken er en god strategi. Tværtimod er der mange, der øver sig på at bide beskedenheden i sig og vise sine kvaliteter frem i stedet. Det er svært, for man kan hurtigt blive indhentet af Janteloven, og dén svier ekstra hårdt i den landsdel, hvor loven er udklækket.

Det samme gælder, når vi som landsdel skal profilere os. Nordjylland er så dejlig, at man måske kan tænke, at det er overflødigt at gøre opmærksom på det - men hvis ingen kender herlighederne, er det godt nok op ad bakke.

Derfor er det vigtigt og godt, at Frederikshavns byråd med Birgit Hansen (S) i spidsen går ind i sagen, når folkene bag TV 2's næste, store dramasatsning "Oxen" henvender sig. De kan - naturligvis - se potentialet i Frederikshavn og Vendsyssels åbenlyse filmiske kvaliteter.  Men skal man have sådan en produktion til at vælge Frederikshavn frem for andre danske byer, skal politikere og dermed borgerne selvfølgelig gøre et benarbejde og også investere i projektet.

Og Nordjylland skal  - igen: naturligvis - være et oplagt valg, når store tv-serier skal vælge en dansk location. Tænk Badehotellet, hvis du er i tvivl. Her har det ganske vist uidentificerede nordjyske badehotel i ni sæsoner cementeret, at den autentiske, danske sommerstemning er et nordjysk fænomen.

Lad os endelig føre os frem og vise, hvad Nordjylland indeholder, også selvom der ikke udelukkende bliver vist flotte klitter eller smukke strande, men tilligemed barske landskaber og silhuetter fra de nordjyske byers industrihistorie. Her er smukt, barskt, råt, koldt og nogle gange ubarmhjertigt. 

Det vækker en stolthed, når Nordjylland toner frem i bedste sendetid. Og vi får samtidig lavet larm udadtil og sat fokus på al den skønhed, vi omgiver os med heroppe.

Og så lever vi med, at det sjældent lykkes skuespillerne at ramme den rette dialekt, noget der virker tåkrummende på de lokale. Måske kan Birgit Hansen også her gå forrest og tilbyde sprogundervisning til den skuespiller der skal spille Oxen i tv-udgaven af Jens Henrik Jensens krimiunivers.

For hvorfor skulle Nordjylland ikke også føre sig frem, når det kommer til dialekter, sprogtone og sprogbrug? Alt andet ville faktisk være kawt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden