Nordjysk nedlukning og tiltalt FE-chef: Skandalerne under Mette Frederiksen eksploderer

Der hersker en pilrådden kultur i regeringens øverste top, hvis to nye og nødvendige bøger om tidens største skandaler står til troende. Folketingsvalget kommer på høje tid

Ingen danskere, uanset partifarve, kan være tjente med en pilrådden politisk kultur, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Her fører statsminister Mette Frederiksen valgkamp på Nytorv i Aalborg. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Ingen danskere, uanset partifarve, kan være tjente med en pilrådden politisk kultur, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Her fører statsminister Mette Frederiksen valgkamp på Nytorv i Aalborg. Foto: Kim Dahl Hansen

LEDER:Midt under valgkampen retter to bøger søgelyset mod en usund ledelseskultur i toppen af regeringen. En kultur, der bør få enhver demokratisk sindet vælger til at overveje sit kryds nøje ved valget 1. november.

Bøgerne dykker ned i to af de største politiske skandaler i nyere tid, og begge er sket på statsminister Mette Frederiksens vagt.

Minkskandalen er velkendt, men som professor Jens Lundgren minder os om i sin bog ”Vild virus”, skete der i november 2020 et regulært overgreb på 280.000 nordjyder, da regeringen lukkede ned for syv kommuner i Nordjylland efter fundet af den såkaldte cluster-5.

Cluster-5 var en minkvariant, som ifølge Statens Serum Institut (SSI) kunne være immun over for kommende vacciner, og regering og SSI talte dystert om et potentielt nyt Wuhan i Nordjylland, altså et arnested for en global pandemi på linje med byen Wuhan i Kina.

Skræmmebilledet viste sig at være grotesk forkert. Jens Lundgren redegør overbevisende for, at SSI overfortolkede data fra 12 nordjyder, der var smittet med cluster-5, og han rejser spørgsmålet, om regeringen havde krævet alle mink slået ned, og Nordjylland sat i karantæne, hvis den havde fået uvildige eksperter til at tjekke dataene fra SSI. Det kunne være gjort på et par timer, fastslår professoren.

Dermed trækker han tæppet væk under statsministerens forklaring om, at der ikke var tid til at vente på en second opinion, og at regeringen var tvunget til at handle i hast. Det er ganske enkelt ikke sandt.

Jens Lundgren siger direkte til Nordjyske, at nedlukningen af de syv kommuner var ”unødvendig”, og et endegyldigt bevis for det kom, da regeringen genåbnede kommunerne to uger tidligere end planlagt.

- Regeringen og myndighederne vidste godt, at den ikke holdt, konkluderer han.

Restriktionerne i de syv kommuner udgjorde tilsammen det mest vidtgående indgreb i danske borgeres bevægelsesfrihed siden Anden Verdenskrig. Det er blevet anslået, at virksomhederne tabte mere end seks milliarder kroner. Ikke desto mindre er nedlukningen nærmest blevet ignoreret politisk og i medierne, som i stedet har fokuseret på lovbruddet i forbindelse med aflivningen af mink.

Det er fortjenstfuldt, at vælgerne nu mindes om, at nedlukningen i sig selv var en skandale, som udsprang af en ledelse, som handlede egenrådigt og i ren panik.

Den anden bog skildrer det om muligt endnu mere kritisable forløb i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, der foreløbig er endt i en tiltale mod tjenestens suspenderede chef, Lars Findsen, for læk af statshemmeligheder. 

Det er Findsen selv, der har skrevet bogen baseret på dagbogsnotater fra hans 71 dage i fængslet, og han fremsætter flere eksplosive anklager imod regering og myndigheder.

Værst af alle er hans påstand om, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) hjemsendte ham og tre andre FE-ledere alene for at fastholde regeringens parlamentariske grundlag. Ifølge Lars Findsen sagde Trine Bramsen personligt til ham:

- Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med i så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90.

Med andre ord satte forsvarsministeren gang i hele FE-skandalen – og ultimativt landets FE-chef bag tremmer – for at redde regeringens liv.

Hvis det står til troende, er det en bombe under vores demokrati og til ubodelig skade for Danmarks troværdighed i efterretningsverdenen. Det afslører en pilrådden kultur i toppen af regeringen, og derfor er det nødvendigt at få sagen undersøgt, hvilket selv Socialdemokratiet og De Radikale da også har indset.

Begge partier vil dog vente til efter retssagen mod Lars Findsen.

Forhåbentlig vil vælgerne gennemskue dette uskønne, taktiske spil og sætte et nyt Folketing sammen, som kan iværksætte en undersøgelse straks efter valget - og en gang for alle gøre op med en politisk kultur, som ingen i Danmark, uanset partifarve, er tjente med.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.