Nordjyske mener: Den russiske bjørn er både radmager og har lus i skindpelsen

Vi er vidne til et stykke verdenshistorie. Hvor stort et kapitel er endnu uvist.

Det er skakspil på højt politisk plan, der foregår i Rusland i øjeblikket, skriver Tom Bue. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Det er skakspil på højt politisk plan, der foregår i Rusland i øjeblikket, skriver Tom Bue. Foto: Lars Pauli

Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjins private hær af lejesoldater, er i oprør mod den militære ledelse i Rusland. Samtidig har præsident Putin kaldt det for højforræderi, og lovet at alle, der deltager, vil blive straffet hårdt af den russiske hær.

Er vi vidne til en klassiske ’når krybben er tom, bides hestene’-situation? Putin har presset Wagner-gruppen og deres leder, Prigozjin, med en kombination af høje krav til deres formåen og manglende leverancer på støtte og udstyr. Det har han gjort, fordi han selv er presset. Nu presser Prigozjin så tilbage med det værktøj, han har i værktøjskassen. Det er altså to stærkt pressede mænd, der nu for alvor har vendt blikket mod hinanden.

Putin prøver med sin tale at flytte Prigozjin over i kategorien landsforræder, så kritikken ikke peger på ham selv, men bliver et landsanliggende. Omvendt skyder Prigozjin ikke på Putin, men på systemet og korruptionen i Rusland – som Putin jo så indirekte har ansvaret for, og som det russiske folk nok godt kan genkende. Det er skakspil på højt politisk plan.

Når Putin kalder Prigozjin for landsforræder, er det muligvis også fordi han ikke havde set, at Wagner-gruppen kunne vende sig mod hans Rusland. Der skulle han muligvis have mindet sig selv om lejesoldatens natur: troskab overfor andre er ikke højeste prioritet. Det er troskab overfor sig selv.

Det er også et billede på, hvordan han forsøger at holde sammen på et land med en fortælling, som har dybe sprækker. Det ved Prigozjin og han er smart nok til at pege på de forhold, som den almindelige russer nok godt ved med sig selv, er gale.

Spørgsmålet er, hvilken fortælling der får bedst fodfæste? Det er dog under alle omstændigheder et billede på, hvor presset et land Rusland er i øjeblikket.

For krigen i Ukraine peger det på nye perspektiver og præsident Zelenskyj forudsiger da også, at ’jo længere, Rusland har dets tropper og lejesoldater på vores land, des mere kaos, smerte og problemer vil Rusland selv få senere.’ Hvilket naturligvis er det politisk rigtige for ham at sige i situationen – men faktisk også kan vise sig, at være en sand forudsigelse.

Det vil være yderst dumdristigt at forsøge at spå om udkommet af den nuværende situation, men når man har travlt med at koncentrere sig om lus i pelsen, er koncentrationen og opmærksomheden på ydre anliggender i hvert fald svækket.

Det kan ikke undgå at forandre balancen i Ukraine – og dermed verden.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.