Nordjyske mener: Derfor er det vigtigt at kende til Helgstrands metoder

LEDER:I journalistik er det en nyttig huskeregel, at når en beslutningstager i politik, i den offentlige administration eller i en større virksomhed ikke vil have en historie frem i lyset, er den formentlig særlig vigtig for offentligheden at kende til.

Andreas Helgstrand er så tæt på et klassisk eksempel herpå, som det er muligt at opstøve i Nordjylland.

Stifteren og direktøren for Helgstrand Dressage A/S - en af verdens førende virksomheder inden for opdræt af og handel med dressurheste - er i mange år blevet beskrevet som en forbilledlig forretningsmand, og ingen kan tage fra ham, at han er dygtig til at tjene penge. Andreas Helgstrand er, menes det, Nordjyllands rigeste.

Men der er en bagside til medaljen, og den har Nordjyskes undersøgende reportere Lars Teilmann og Steffen de Vries gravet frem gennem et omfattende researcharbejde i de seneste måneder.

Det er fuldt forståeligt, at Andreas Helgstrand ikke har ønsket, at Nordjyske skulle offentliggøre disse mange historier. For vi har dokumenteret, hvordan han i en så lang stribe af handler, at det ligner en fast forretningsmodel, har ageret på en måde, som efterlader partnere med en opfattelse af, at de er blev snydt og bedraget. Nogle gange for småpenge (i den verden, forstås), andre gange for millionbeløb.

Senest har Nordjyske i denne uge beskrevet en langvarig strid med en canadisk milliardær, som følte sig snydt, indtil hun efter to års anstrengelser - og efter at Andreas Helgstrand blev bekendt med, at Nordjyske havde fået kendskab til striden - endelig kunne indgå et forlig.

Glansbilledet af den prisvindende dressurrytter og OL-deltager, der efter karrieren byggede en milliardvirksomhed op fra grunden, er krakeleret.

Læsere har kritiseret Nordjyske for at slå åbne døre ind. For en forretningsmand er det jo selve essensen af at drive forretning, at man skal være god til at tjene penge, og i forretninger narrer den kloge den mindre kloge. En hestehandler er vel nu engang en hestehandler, har kritikken lydt.

Nuvel, men når metoderne består af falske løfter og åbenlyse brud på aftaler, og når de efterlader mennesker i vantro og vrede, er det naturligvis vigtigt at få frem i lyset. Dels for ofrenes skyld. Dels for den øvrige offentligheds skyld. Det er nyttigt for alle at kende til metoderne i en virksomhed, der fylder så meget i Nordjylland, og når en fremtrædende forretningsmand slår sig op på sin ordentlighed, må han leve med, at omverdenen tester oprigtigheden i det.

Undervejs i forløbet har Nordjyske i usædvanlig grad oplevet, at kilder ikke haft lyst til at stå frem med navn og ansigt af frygt for at blive lagt på is af Helgstrand. Og enkelte af dem, som besluttede at stå frem, har efterfølgende udtalt til andre medier, at de aldrig har talt med Nordjyske. Dette er naturligvis ikke korrekt. Vi har dokumentation for samtlige kilders identitet og udtalelser, men nogen eller noget må have fået disse kilder til at vakle i troen.

Det underbygger den indledende huskeregel: Når nogen kæmper hårdt imod at få en historie frem, er der formentlig en god grund til det.

Det har været gældende for Nordjyskes artikler om Helgstrand. Ligesom det gælder artiklerne om rod i Aalborg-borgmesterens forvaltning. Og nu afsløringerne af konkursrytteren Anders Bruun.

De kritiske undersøgelser viser, hvorfor det er vigtigt, at lokalsamfund som Nordjylland har sit eget, uafhængige nyhedsmedie. Hvem skulle ellers grave disse historier frem?